Datoen er sat – Her begynder retssagen mod den formodede pirat

Esbern Snare på patrulje i Guineabugten. Foto: Forsvaret
Esbern Snare på patrulje i Guineabugten.

Retssagen mod den formodede pirat fra Nigeria er nu berammet. Sagen begynder den 21. november 2022 ved Københavns Byret. Der er afsat fire dage til hovedforhandlingen.

Offentliggjort

Der er nu sat dato for retssagen mod den formodede pirat fra Nigeria, der sidste år blev taget til fange efter en skududveksling med soldater fra den danske fregat Esbern Snare.

Retssagen er sat til at begynde den 21. november 2022 ved Københavns Byret, og der er i alt afsat fire dage til hovedforhandlingen. Det oplyser Anklagemyndigheden.

Den 39-årige mand fra Nigeria er tiltalt for på hensynsløs måde at have forvoldt nærliggende fare for det danske helikopterpersonels liv og førlighed, idet en af de ombordværende personer på de formodede piraters båd affyrede skud med en AK47-militærriffel mod fregatten Esbern Snares helikopter, mens den var i luften tæt på båden.

Sagen føres i et samarbejde mellem National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) og Statsadvokaten for Særlig Kriminalitet (SSK).

Powered by Labrador CMS