Forsvaret opretter midlertidigt militært område på Køge Havn

Arkivfoto: Køge Havn

Et område på Køge Havn bliver fra i dag og frem til fredag lavet om til midlertidigt militært område. Det oplyser Forsvaret og Midt- og Vestsjællands Politi.

Offentliggjort Sidst opdateret

Midt- og Vestsjællands Politi har truffet aftale med Forsvaret om etablering af et midlertidigt militært område på Køge Havn fra i dag klokken 08.00. Det oplyser de i en pressemeddelelse.

Det midlertidige, militære område er etableret i forbindelse med læsning af sensitivt materiale – herunder køretøjer og andet materiale, der skal sendes fra Køge Havn til Estland. Her skal det sammen med omkring 200 danske soldater inden længe indgå i det øgede NATO-beredskab.

Opbevaringen sker på et adgangssikret område på havnen, og området er bevogtet af Forsvaret.

Det midlertidige, militære område ophæves fredag den 4. marts 2022 klokken 23.59, oplyser politiet.

Midlertidigt militært område på Køge Havn. Illustration: Midt og Vestsjællands Politi
Powered by Labrador CMS