Faldende priser men større mængder fisk på Hanstholm Fiskeauktion

Danmarks største fiskeauktion kunne i løbet af de første elleve måneder af 2023 notere en stigning på 2.800 tons fisk sammenlignet med året før.
2022 var i særklasse det bedste år nogensinde for Hanstholm Fiskeauktion, hvor den gamle omsætningsrekord blev slået med flere længder, og set i dét lys, kunne det næsten kun gå tilbage for landets største auktion.
Ikke desto mindre, så kan man på den nordvestjyske havn allerede nu øjne positive tendenser i mængderne af fisk trods faldende priser. Det skriver regionalmediet Nordjyske.
“Aktiviteten var ekstraordinær i 2022 med historisk høje priser, på trods af at den samlede mængde var 2000 tons mindre end i 2021. Ved udgangen af november i år har vi modtaget i alt 33.000 tons fisk. Det er 2.800 tons mere end på samme tidspunkt i 2022, men omsætningen var ved udgangen af november på 757,5 millioner kroner – præcis det samme som den 30. november 2022,” siger auktionsmester på Hanstholm Fiskeauktion, Jesper Kongsted, til Nordjyske.