Sommerhistorier på FiskerBladet:
50 års stolt samarbejde med Færøerne
Karstensens Skibsværft har en lang tradition med både nybygninger og reparationer til færøske redere.
Det er et langt og traditionsrigt samarbejde, der har knyttet bånd mellem Skagen og Færøerne, og netop nu har Karstensens Skibsværft gang i fire nybygninger til forskellige færøske redere. Finnur Fríði er det første af de fire, og skroget til den næste nybygning er for nylig ankommet til værftet i Skagen. De næste to derefter er desuden bestilt af de samme to redere.
“Den første nybygning til færøske redere blev leveret for 50 år siden, så der er en lang tradition mellem Færøerne og Skagen. Der var de første nybygninger, og så kom der nogle reparationer ind i billedet, og derefter har der altid været en tæt kontakt til Færøerne. Vi er ofte på Færøerne og leverer generelt meget til dem, både nybygninger og reparationer,” lyder det fra direktør hos Karstensens Skibsværft A/S, Kent Damgaard.
Han fortæller, at der altid er forskel på, om skibene er til Danmark, Skotland eller Færøerne, fordi hvert enkelt land har forskellige kvotegrundlag og driftsmønstre og derfor kræver forskellige tekniske løsninger.
“De to vi bygger nu er relativt store pelagiske fiskefartøjer. Der er meget fokus på trawlfaciliteter og trawlegenskaber, så der sker en direkte optimering i forhold til rederiernes driftsprofil. Der er altid mange tekniske ting, så det er ikke sådan, at vi skal være ekstra opmærksomme, om vi bygger det ene eller andet type skib. Men det specielle ved de her nybygninger er det meget store fokus på driftsøkonomien og dermed udslip. Det er der mange redere, der har ønske om at have et endnu større fokus på,” siger Kent Damgaard.
Første af sin slags i 25 år
De næste to nybygninger til Færøerne bliver lidt anderledes for værftet, for det er første gang i 25 år, at der skal bygges skibe af den type dertil.
“De næste to er ikke pelagiske, men trawlere til hvidfisk, så de er også optimerede i forhold til det. Det er jo spændende, for det er første gang i 25 år, at der bliver bygget nye partrawlere til Færøerne. Det har været i støbeskeen i mange, mange år, så vi har været heldige at få kontrakten på de første her. Der er ingen tvivl om, at de kommer til at sætte målestokken for, hvad der kommer til at foregå fremadrettet indenfor netop det segment.
Vi har bygget lignende trawlere før, men ikke helt magen til. De her bliver skræddersyede til formålet,” fortæller Kent Damgaard.
Det specielle ved de to er desuden, at de også får frysefaciliteter modsat deres forgængere. Dermed får de andre muligheder for et andet driftsmønster og kan blandt andet blive på havet i længere tid ad gangen i sæsonen.
Den seneste nybygning til Færøerne, Finnur Fríði, er til rederiet Vardin, og værftet skriver:
“Samarbejdet mellem Vardin og Karstensens Skibsværft strækker sig årtier tilbage: Forinden bygningen af Tróndur í Gøtu har rederiet udført en række vedligeholdelsesopgaver på værftet i Skagen, og helt tilbage i slutningen af 1970’erne var rederiets nestor Tummas Thomsen sammen med andre partnere i Skagen. Det er en stor glæde for værftet igen at få lov til at arbejde sammen med dette fremsynede og innovative rederi, som har været et af de absolut førende på Færøerne og hele Nordatlanten igennem mange år.”