Bragende overskud: Så meget tjente Henning Kjeldsen i 2022

Henning Kjeldsen. Arkivfoto: Jens Nørgaard / FiskerBladet
Henning Kjeldsen.

Frasalg af kvoteandele og fiskefartøjer sikrede, at storfisker Henning Kjeldsens holdingselskab i 2022 kom ud med et milliardstort overskud.

Offentliggjort Sidst opdateret

2022 var på mange måder et særdeles godt år for Henning Kjeldsen. Først blev storfiskeren fra Skagen pure frikendt for alle anklager i det, der blev kaldt Danmarkshistoriens største sag om svindel af fiskekvoter, og nu står det også klart, at skagboens økonomi kom stærkt ud af året.

Således kunne Henning Kjeldsens holdingselskab præsentere et svimlende overskud på 1,3 milliarder kroner. Det skriver mediet Finans.

Baggrunden for den store stigning i fortjenesten, der til sammenligning lød på 58 millioner kroner året før, skal ifølge ledelsens beretning findes i et stort frasalg af kvoteandele og fiskefartøjer, hvorfor forventningerne til det indeværende regnskabsår da også vil være ‘væsentligt reduceret’.

Men selvom den nordjyske storfisker med de store frasalg så småt ser ud til at vinke farvel til erhvervsfiskeriet, så fortsætter Henning Kjeldsen dog med sine forretninger i Skagen.

Her har han tidligere købt det 112 år gamle fyrskib Skagens Rev, som er ved at blive restaureret, ligesom hans maritime museum Maskinrummet i Skagen er ved at blive udvidet. Kort før sommeren kom nyheden desuden om opkøbet af Hotel Plesner, ligesom han for ganske nyligt har stiftet et busselskab i den nordjyske havneby.

Powered by Labrador CMS