Flere kommuner fraråder fisk på grund af PFOS-forurening
Fire kommuner i Nordsjælland advarer nu imod forhøjede tal for det kemiske stof PFOS. Derfor fraråder kommunerne fortsat at spise fisk, der er fanget i Mølleåen og søerne opstrøms.
PFOS-forurening i Møllåsystemet overskrider kvalitetskrav
Fire kommuner i Nordsjælland omkring Mølleåen og de tilhørende søer fraråder fortsat at spise fisk, der er fanget i Mølleåen og søerne opstrøms.
I en pressemeddelelse oplyser Lyngby-Taarbæk Kommune, at der siden november – i samarbejde med Rudersdal, Gladsaxe og Furesø Kommuner – har været travlhed med at kortlægge forureningsudbredelsen i åen og søerne efter fund af stoffet PFOS.
Nu er der så kommet svar på prøverne, og i alle analyserede vandprøver overskrides de gældende kvalitetskrav for søer og vandløb med for højt indhold af PFOS.
Det er anden gang på en uge, at kommuner advarer om at spise fisk fanget i søer og åer. I sidste uge betød mindre, nye fund af PFOS, at Aarhus Kommune i samråd med Fødevarestyrelsen fraråder at spise fisk fanget i Koldkær Bæk, Egåen og Egå Engsø.