Thyborøn Havn med “fornuftigt” regnskab i udfordrende år

Foto: Thyborøn Havn

Trods et udfordrende år på fiskeriet aflægger Thyborøn Havn et fornuftigt regnskab for 2021. Dermed fastholder havnen sin position som en af Danmarks største og mest aktive fiskerihavne og efterhånden også betydningsfulde godshavne.

Offentliggjort

2021 blev endnu et år med god omsætning og et tilfredsstillende resultat, selvom der var udfordringer for alle dele af fiskeriet i 2021. Thyborøn Havn kom ud af 2021 med en omsætning på 43,5 millioner kroner, hvilket havnen betegner som tilfredsstillende, når man tager udfordringerne i 2021 i betragtning. Også resultatet for 2021 blev ganske tilfredsstillende med et overskud på 4,2 millioner kroner.

”2021 har budt på udfordringer for fiskeriet på stort set alle områder. Industrifiskeriet var udfordret af lave kvoter på både brisling og tobis, norsk farvand var lukket for konsumfiskeriet i hele 1. kvartal. Til trods for det, så lander Thyborøn Havn et regnskab, hvor både omsætning og resultat ligger meget tæt på det, der var budgetteret med. En landingsværdi på 647 millioner kroner fisk er tilfredsstillende, når man tager fiskeriets udfordringer i 2021 i betragtning. Godsomsætningen ligger endnu engang meget højt med over 1,7 millioner ton over kaj i 2021,” lyder det fra bestyrelsesformand Karl Kristian Bro.

Bestyrelsen har foreslået årets resultat overført til egenkapitalen, idet den fortsatte konsolidering skal anvendes til fremtidige investeringer for dermed at sikre Thyborøn Havns fortsatte udvikling. Havnens egenkapital udgør dermed 141,7 millioner kroner.

Det er igen lykkedes at fastholde den høje godsomsætning på Thyborøn Havn, der i 2021 endte på 1,71 millioner ton gods. Sten og grusmaterialer fra Jyske Rev er fortsat den helt store godstype i Thyborøn, og har ligget meget stabilt de senere år.

Også de øvrige godstyper såsom laksefoder, kemikalier, olie, biomasse og fiskemel, teglsten og andre nyere specialprodukter bidrog ligeledes til en høj godsomsætning i 2021, hvilket efterhånden er med til at placere Thyborøn Havn solidt som en af de større godshavne i Danmark.

Thyborøn Havn har ligget stabilt over 1,5 millioner tons gods de seneste seks år og nærmer sig en størrelse blandt de 10 største godshavne i Danmark. Faktisk er alle godsfaciliteter i havnen i form af både kajanlæg og pakhuse ved at nå kapacitetsgrænsen. Derfor har havnen taget det store skridt med en havneudvidelse mod syd, som giver nye og bedre muligheder for at vækste på godsomsætningen i de kommende år.

Med resultatet for 2021 fortsætter Thyborøn Havn sit høje aktivitetsniveau, og det står klart, at de senere års store investeringer i optimale arbejdsforhold bærer frugt og skaber omsætning og arbejdspladser i Vestjylland. Der er investeret et større million beløb i forbedring af arbejdsforholdene både omkring fiskeauktionen, ved fiskemelsfabrikken TripleNine A/S og ved skibsværfterne i Vestre Inderhavn. Derudover er et komplet sværgodskajanlæg blevet anlagt i Sydhavnen til offshore vindprojekter og ventekajskapaciteten forøget. Alle faciliteter er blevet til i et tæt samarbejde med havnens kunder, brugerne af faciliteterne.

Powered by Labrador CMS