Hanstholm håndterede fisk for over 1 milliard kroner
Trods et år præget af store udfordringer for dansk fiskeri har Hanstholm Havn i det forgangne år alligevel formået at bevare sin stærke position inden for dansk fiskeri.
Hanstholm Havn har i 2021 udmærket sig som et stærkt europæisk logistikcenter for både landing, salg og eksport af store mængder frisk fisk fra Nordsøen. Her får landinger over kaj følgeskab af tilkørte leverancer, som bliver omsat på Hanstholm Fiskeauktion, der er iblandt de største fiskeauktioner i Europa.
Dansk fiskeri har i 2021 stået over for en række udfordringer, som uundgåeligt har smittet af på de danske fiskerihavne. Det gælder ikke alene følgevirkningerne af brexit, hvor fiskerne har mistet 25 procent af deres kvoter i britisk farvand, men også Covid-19, som har betydet fortsat store nedlukninger på det europæiske marked. Alligevel har Hanstholm Havn formået at opretholde et flot aktivitetsniveau og udmærke sig som ikke alene landets førende konsumfiskerihavn, men også et markant logistikcenter for håndtering af frisk fisk på det europæiske marked.
Hanstholm Havns bestyrelse var mandag samlet for at godkende havnens årsregnskabet for 2021. Bestyrelsen kunne her glæde sig over, at Hanstholm Havn fortsat besidder en markant rolle inden for dansk fiskeri – udmærket ved håndtering af fisk for i alt 1,07 milliarder kroner i 2021.
Årets nøgletal for Hanstholm Havn viser et forventet niveau med en voksende nettoomsætning på 33,6 millioner kroner mod 32,0 millioner kroner i 2020, mens havnens resultat før afskrivninger og efter renter lyder på et tab på 8,0 millioner kroner mod et overskud på 3,4 millioner kroner i 2020.
Det negative resultat skal i den forbindelse særligt ses i lyset af et større renoverings- og vedligeholdelsesarbejde på havnen i 2021 samt påbegyndt tilbagebetaling af den velgennemførte havneudvidelse.