Skal sikre udviklingen: Her er Hvide Sandes nye havnedirektør

Mogens Pedersen. Foto: Hvide Sande Havn
Mogens Pedersen.

Hvide Sande Havn har ansat 57-årige Mogens Pedersen som ny havnedirektør. Han kommer fra en stilling som kommunaldirektør i Varde.

Offentliggjort

Det bliver den 57-årige Mogens Pedersen som skal stå i spidsen for den videre udvikling af Hvide Sande Havn og miljøet omkring den. Det oplyser den vestjyske havn i en pressemeddelelse.

Mogens Pedersen kommer fra en stilling som kommunaldirektør for Varde kommune, hvor han har været de seneste 10 år, og før dette har Mogens Pedersen haft adskillige stillinger i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Derudover har han en uddannelse som jurist, og det er således en erfaren kapacitet, som nu skal overtage roret og guide Hvide Sande Havn sikkert fremad.

“Vi har ledt efter en erfaren leder med de rette kompetencer til på den ene side at gå målrettet efter en ambitiøs kommerciel dagsordens muligheder indenfor offshore, transport og fiskeri og på den anden side til at understøtte lokalområdets muligheder indenfor turisme og detail. Kompleksiteten i jobbet er høj og man skal kunne skal kunne navigere situationsbestemt og velafstemt i forhold til de mange forskelligartede samarbejdspartnere og interessenter, der opererer på Hvide Sande Havn,” lyder det fra bestyrelsesformand på Hvide Sande Havn, Hans Schneider.

Også hos den nye havnedirektør er der glæde at spore over udsigterne til den nye stilling.

“Jeg er topmotiveret for at fortsætte implementeringen af den valgte strategi. Det er tydeligt for mig, at der er rigtigt gode udviklingsmuligheder indenfor alle havnens forretningsben – ikke mindst den grønne omstilling – og jeg håber i al beskedenhed, at min baggrund som jurist og mit indgående kendskab til lovgivning og myndighedsprocesser kan være en fordel, når planerne skal føres ud i livet. Havnen har en helt central rolle i byen. Jeg brænder for at være med til at præge en fortsat udvikling af havnen på en måde, der også bidrager til Hvide Sandes udvikling. En udvikling, der skal ske i respekt og samspil med de mange stærke kræfter og kulturer, der er i Hvide Sande,” siger Mogens Pedersen.

Den nye havnedirektør tiltræder den 1. marts og fokus bliver i høj grad den videre implementering af ‘Strategi 2025’, hvor det handler om at sikre flere offshore kontrakter og udvikle transportforretningen samtidig med at fiskeriet fortsat skal understøttes bedst muligt.

Powered by Labrador CMS