Borgmester går ind i sag om bådvrag – Vil have det væk
Skibsvraget i Horsens Fjord skal fjernes – også gerne hurtigst muligt. Derfor er borgmesteren i Horsens Kommune, Peter Sørensen (S), nu gåer ind i sagen.
Horsens Fjord er blevet omdrejningspunktet om en besyndelig sag, hvor et skibsvrag i månedsvist har skvulpet rundt.
Flere borgere har klaget over vraget til Horsens Kommune, men de mener ikke, at det er en kommunal opgave, og sendte derfor henvendelserne videre til Søfartsstyrelsen, som sendte dem videre til Fiskeristyrelsen.
Fiskeristyrelsen vurderede dog, at de ikke kunne gå ind i sagen, da den forliste sejlbåd ikke er til fare for erhvervsfiskeriet, og på den måde er ansvaret blevet kastet fra instans til instans – og så retur.
Men nu har borgmesteren i Horsens Kommune, Peter Sørensen (S), valgt at gå ind i kampen for at finde ud af, hvem der har ansvaret for at fjerne båden.
Således vil han personligt tage sagen med videre til myndighederne, hvis ikke der senest mandag ligger et klart svar om, hvem der har ansvaret.
“Vi har en del ministerier, som nok burde kunne svare på spørgsmålet. Og hvis det nu viser sig, at det er en sag, som der ikke er ordentlig jura på, eller som falder ned mellem alverdens stole, så skal vi have justeret det, så Danmark og fjordene og vores havvand også har de rigtige regler at agere under i fremtiden,” siger Peter Sørensen til TV2 Østjylland.