Orskov Yard øger omsætningen og lander millionoverskud
Det nordjyske skibsværft Orskov Yard har øget både resultat og omsætning i et år hvor værftets nye flydedok blev sat i drift.
Det nordjyske skibsværft Orskov Yard kan se tilbage på et meget tilfredsstillende regnskab for 2021. Årets resultat efter skat udgør nemlig godt 36 millioner kroner, mens omsætningen er steget til 680 millioner kroner mod 525 millioner kroner sidste år.
Værftet har i regnskabsåret 2020/21 gennemført en kraftig kapacitetsudvidelse. I januar 2021 blev den nye 180 meter lange flydedok sat i drift.
Flydedokken har været fuldt beskæftiget med få dages undtagelser lige siden den blev sat i drift, hvilket har bidraget betydeligt til omsætningsstigningen. Ligeledes er et nyt land- og kajanlæg taget i brug efter en officiel indvielse i sommeren 2021.
I forbindelse med færdiggørelse af området omkring den nye flydedok bygges der i øjeblikket et nyt rør-og maskinværksted på 1.600 kvadratmeter som tages i brug i slutningen af næste måned. Således vil de nye faciliteter fremstå meget tidssvarende og understøtte gode arbejdsbetingelser for specialiseret eftersyn af store propellersystemer, thrustere, ror og spil samt fremstilling af rørsystemer.
Værftets øvrige tre dokke med tilhørende kajanlæg har i regnskabsåret ligeledes været godt udnyttet, med blandt andet omfattende vedligeholdelses- og ombygningsopgaver på store nordatlantiske fabrikstrawlere, danske inspektions- og forsvarsskibe samt udenlandske forskningsskibe.
IMO-kravet til installation af ballastvandsrensesystemer (Ballast Water Treatment Systems (BWTS)) har tillige øget arbejdsomfanget i forbindelse med skibenes planlagte værftsophold, hvilket har været tydeligt i regnskabsåret 2020/21.
Værftet har nu installeret mere end 40 BWT-systemer på blandt andet tankskibe, offshore skibe og færger og forventer, at dette vil fortsætte de kommende år.
Den generelle efterspørgsel på miljørigtige løsninger er fortsat stigende, således har værftet stor succes med ultra højtryks vandblæsning af skibsskrog med efterfølgende påføring af silikonemalinger på undervandsskrog for reduktion af brændstofforbrug, brug af værftets mobile og stationære landstrømsanlæg, vedligehold og mobilisering af skibe mod offshore vindmølleservicesektoren samt energioptimering af eksisterende skibssystemer.