Massiv kritik af forsvarsministerens Ærø-besøg fortsætter
Forsvarsminister Trine Bramsen er havnet i en voldsom kritik af sit besøg på Ærø. Først blev hun anklaget for ikke at tage evakueringen i Afghanistan alvorligt, og nu er hun i vælten for at få et lift af et af Forsvarets skibe.
Kritikken af forsvarsminister Trine Bramsen (S) synes ingen ende at tage, efter hun 15. august besøgte Ærø. Først blev hun nemlig anklaget for ikke at tage evakueringen af danskere i Afghanistan alvorligt, da hun i stedet mødte en fisker og snakkede om sæler, men nu er kritikken taget en ny drejning.
Under turen til Ærø brugte ministeren nemlig det meste af tiden på at tale med lokale partifæller om det kommende kommunalvalg, og det fik onsdag aften professor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet, Sten Bønsing, overfor BT til at kalde det “direkte ulovligt”, da Trine Bramsen fik et lift til øen fra Svendborg af et af Forsvarets skibe.
Men frem og tilbage var ikke blot “et lift”. Det slår ministeren nu fast over for TV2. Det var nemlig et tjenestestedsbesøg.
Ifølge Trine Bramsen var hun nemlig både på besøg på Marstal Navigationsskole og talte altså med en lokal fisker om sæler, foruden at have besøgt skibet et af Marinehjemmeværnets skibe på turen til øen – og det er alt sammen i ministerens embede.
“Jeg kommer til at besøge Hjemmeværnet og alle dele af Forsvaret. Planlægningen har jeg altså en forventning om, at ministeriet varetager. Det er ministeriets ansvar, og de har meget, meget klart sagt, at alle rammer er overholdt. Jeg har ikke været inde over,” siger Trine Bramsen til TV2.