Nu starter stor øvelse i bekæmpelse af forurening i Østersøen
Havområdet ud for Warnemünde i Tyskland danner fra i dag og frem til torsdag scenen for en stor øvelse i bekæmpelse af forurening af havmiljøet. Skibe fra otte lande omkring Østersøen – her i blandt Danmark – deltager.
Fra i dag mandag og de følgende tre dage vil man i havområdet ud for kunne se skibe fra otte lande omkring Østersøen, der øver sig i at bekæmpe forurening af havmiljøet.
Skibe fra Danmark og syv andre lande afholder fra i dag og frem til torsdag en større øvelse i havområdet ud for Warnemünde i Tyskland, hvor de træner i at bekæmpe forurening af havmiljøet. Det oplyser Forsvaret.
Scenariet i øvelsen er, at containerskibet Alfa kolliderer med olietankskibet Baltic Cura. Det betyder, at der opstår brand og olieudslip. Dertil vil der være personer, som er tilskadekommet.
I øvelsen slipper olien ud med en hastighed af hele 30 kubikmeter i timen, så beredskabet skal øve sig i at reagere hurtigt for at få udslippet stoppet og inddæmmet og opsamlet den olie, som allerede er sluppet ud – både på havet og på kysten, hvis olien når dertil.
Samtidig er der farligt gods og miljøfarlige kemikalier ombord på containerskibet, som også risikerer at forurene havet. Dette skal beredskabet også forhindre og bekæmpe.
“Det her er en kærkommen lejlighed til, at vi kan øve os sammen med beredskaberne og miljøskibene fra vores nabolande. Det betyder, at hvis der en dag sker en rigtig miljøkatastrofe, vil vi være klar til at hjælpe – også på tværs af landegrænser, og vi kan rekvirere hjælp fra vores nabolande,” lyder det fra kaptajnløjtnant Nanna Flensborg, der er leder af Søværnets del af øvelsen.
“Samtidig betyder øvelsen, at vi både får set nogle af de farvande, som ligger tæt på Danmark og vi får indsigt i det udstyr og de procedurer, som vores nabolande anvender. Øvelsen skal samtidig udvikle og opfriske de procedurer, som landene har aftalt via Helsinki-konventionen. Alt i alt er det meget nyttigt for os at deltage, og derfor er det også noget, vi prioriterer højt,” siger Nanna Flensborg.
Øvelsen sker i regi af Helsinki-konventionen. Her har landene omkring Østersøen forpligtet sig til at beskytte havmiljøet og opretholde beredskaber, som kan bekæmpe forurening på havet.
Fordi forurening på havet som for eksempel olieudslip overholder ikke grænser for søterritorier. Derfor skal landende omkring Østersøen øve samarbejdet på tværs.