Stærkt år – Orskov Yard præsenterer historisk højt resultat

Foto: Orskov Yard

Orskov Yard i Frederikshavn er kommet ‘meget tilfredsstillende’ uf ad regnskabsåret 2021/2022. Sådan lyder det fra værftets ledelse efter et historisk stærkt resultat.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det går ganske godt for det nordjyske værft Orskov Yard – I hvert fald når man læser virksomhedens årsregnskab for 2021/2022. Her kan man nemlig se, at årets resultat udgør hele 52 millioner kroner efter skat, hvilket ledelsen anser for ‘meget tilfredsstillende’.

Samtidig udgør omsætningen for 2021/22 hele 699 millioner kroner mod 680 millioner kroner året før.

I en pressemeddelele oplyser Orskov Yard, at årsresultatet er et resultat af, at selskabet i hele regnskabsåret har haft fuld udnyttelse af de udbyggede værftsfaciliteter, hvor det nye værftsområde inklusiv Dok 5 har bidraget betydeligt til værftets høje aktivitetsniveau.

I tillæg til det nye værftsområde har værftet opført et 1600 kvadratmeter stort rør- og maskinværksted, som er taget i brug i foråret 2022. Via værkstedet og værftets ansatte tilbydes moderne faciliteter og et højt kompetenceniveau for blandt andet mekaniske overhalingsopgaver af propellerudstyr, thrustere, ror og spil, hvilket anerkendes af værftets kunder og samarbejdspartnere.

Værftets øvrige dokke og produktionsfaciliteter har ligeledes været godt udnyttet i store dele af regnskabsåret, hvor værftet dokkede det største skib, der til dato har anløbet værftet målt på bruttotonnage; et ultra-luksuriøst krydstogtskib fra et amerikansk rederi. Ligeledes har værftet udført en større ombygning af et krydstogtsskib i ekspeditionsklassen.

“Vi udfører reparation og ombygning af mange forskellige skibstyper, hvor segmenternes investering i opgradering og ombygning af skibene ofte er afhængige af samfundstendenser og ændringer i blandt andet fragtrater, passagertal, oliepris, kvoter, lovændringer eller nye energikilder. Som en konsekvens deraf, har vi i regnskabsåret udført mange og store opgraderinger af nordatlantiske fabrikstrawlere, offshore-skibe og tankskibe. I tråd med den grønne omstilling oplever vi ligeledes en øget aktivitet indenfor ombygning og service af skibe der vedligeholder offshore vindmølleparker, såkaldte Windfarm Service Operation Vessels (SOV),” lyder det fra Orskov Yards administrerende direktør, Lars Fischer.

Værftets medarbejdere har i årets løb haft stor fokus på færdiggørelse af det nye værftsområde og begynder nu at se synergien, fleksibiliteten og kapacitetsniveaet for det samlede værftsområde.

“For til stadighed at sikre en højt kvalificeret arbejdsstab, som kan imødekomme kundernes krav, har vi kontinuerligt fokus på sikkerhed, arbejdsmiljø samt uddannelse. Vi har pt. 23 lærlinge, som er under uddannelse som smed eller skibsmontør hos os. Dette vil også være et af vores fokusområder i de kommende år sammen med en accelereret fokus den grønne omstilling,” siger direktør Christina Ørskov.

Powered by Labrador CMS