Politisk godkendelse: Hanstholm Havn nærmere ny godsterminal
Kommunalbestyrelsen i Thisted Kommune har stemt ‘ja’ til projektering af en godsterminal på Hanstholm Havn. Dermed er man tættere på at kunne øge mængden af gods igennem den nordvestjyske havn.
Hanstholm Havn arbejder målrettet for at tiltrække mere gods, hvor der ses et stort potentiale i både containerfragt og håndtering af forskellige typer løsgods og projektlaster. Det kræver dog nogle bedre faciliteter til håndtering af gods på havnen.
Heldigvis for den nordvestjyske havn, så kom projektet for nylig et skridt nærmere realisering, da kommunalbestyrelsen i Thisted Kommune stemte ja til projektering af en godsterminal på havnen.
Hanstholm Havn ligger ideelt for søtransport ud i Atlanten og ned gennem Europa, og havnen er i dag base for en fast godsrute til det nordvestlige Norge, hvor rederiet Egil Ulvan AS sejler med fiskefoder som basisgods. Derudover håndterer havnen løbende forskellige typer løsgods og projektlaster som eksempelvis søral, sten, malt, gasolie, træpiller, kalk og vindmøllekomponenter.
Men det er ambitionen, at endnu mere gods skal sejle via Hanstholm og skabe ny aktivitet på havnen, og havnechef Søren Zohnesen er derfor positiv over, at kommunalbestyrelsen i Thisted Kommune tirsdag den 31. oktober stemte ja til projektering af en containerterminal til 10 millioner kroner.
“Vi er i dialog med flere operatører, der udviser stor interesse i at sejle gods til og fra Hanstholm – både i form af rutetrafik og stykgods. Men vi mangler de rette faciliteter, og derfor er det nødvendigt at gå skridtet videre, så vi kan omsætte potentialer og dialoger til mere gods og konkrete aftaler. Det handler om at understøtte havnens udvikling, og derfor er det meget glædeligt, at vores kommunalpolitikere er enige i, at det er den rette vej at gå,” siger han.
Kræver positiv business case
Skal en godsterminal på Hanstholm Havn blive til virkelighed, kræver det dog, at terminalen kan skabe tilstrækkelig aktivitet til at afdrage på finansieringen af de op mod 10 millioner kroner, som kommunalbestyrelsen foreløbigt har godkendt til projektet. Med andre ord skal den såkaldte business case altså være positiv.
Opgaven er nu at arbejde videre med en projektering af containerterminalen. Det inkluderer blandt andet en undersøgelse af, hvordan infrastrukturen skal være, og hvilke faciliteter der skal være til rådighed i forbindelse med terminalen. En containerterminal kræver desuden også myndighedsfaciliteter til told og fødevarekontrol, ligesom terrorsikring er et krav for håndtering af visse godsaktiviteter.
Placering på nyt havneområde
Containerterminalen er tiltænkt en placering på en del af Hanstholm Havns nye badlandsareal på 135.000 m2, hvor 350 meter kaj, et bassin med 10 meter vand og ledige arealer skaber gode forudsætninger. Området huser i dag tre store telthaller ejet af virksomheden Hanstholm Stevedore, som bliver brugt ved håndtering af forskellige typer gods – her i blandt fiskefoder på fragtruten mellem Danmark og Norge.
Et andet perspektiv på udvikling af gods via Hanstholm Havn er aktiviteter inden for grøn omstilling, som blandt andet gælder potentialer forbundet med kystnær CO2-lagring.
“Når vi taler aktiviteter som eksempelvis CO2-håndtering, vil der være behov for blandt andet en kajstrækning og et dedikeret havneareal. Sådanne faciliteter kan vi bygge på i forlængelse af en godsterminal. Det samme gælder håndtering af vindmøllekomponenter. Ved at realisere en godsterminal i Hanstholm Havn kan vi derfor kickstarte udviklingen og gøre klar til at koble flere aktiviteter på, så vi får et havneområde, der er velegnet til håndtering af mange typer gods,” lyder det fra Søren Zohnesen.