Seafood-virksomheder stopper al eksport til Rusland
De grønlandske seafood-virksomheder Iceberg Seafood og Royal Greenland har begge stoppet al eksport til Rusland, efter landets invasion af Ukraine for halvanden uge siden.
Flere og flere virksomheder vender det russiske marked ryggen efter landets præsident, Vladimir Putin, for godt halvanden uge siden sendte sit militær over grænsen til nabolandet Ukraine og begyndte en regulær invasion af landet.
Fra fiskeribranchen er de seneste skud på stammen de grønlandske seafood-virksomheder Iceberg Seafood og Royal Greenland, der begge har valgt at stoppe for al eksport til landet, men foruden sympati for Ukraine, så skyldes beslutningen også blandt andet økonomiske årsager.
“Vores salg til Rusland er stoppet, da man ikke kan få penge ud af landet,” siger direktør Jesper Lauritzen fra Iceberg Seafood til det grønlandske medie Sermitsiaq med henvisning til vestens hårde sanktioner mod Rusland.
De tre grønlandske seafood-virksomheder Iceberg Seafood, Royal Greenland og Polar Seafood solgte ifølge mediet tilsammen fiske- og rejeprodukter til Rusland for små 600 millioner kroner sidste år.