Royal Greenland henter ny økonomidirektør

Jan H. Lynge-Pedersen tiltræder som ny CFO i Royal Greenland pr. 1. marts 2025.

Med virkning fra den 1. marts 2025 er Jan H. Lynge-Pedersen ny CFO hos med Royal Greenland.

Det bliver et - med Royal Greenland-øjne - kendt ansigt, der den 1. marts 2025 tiltræder som ny CFO. Den grønlanske fiskerivirksomhed har nemlig præsenteret den tidligere næstformand i bestyrelsen som ny økonomidirektør. Det oplyser Royal Greenland i en pressemeddelelse.

Jan H. Lynge-Pedersen kommer med solid erfaring som CFO fra Grønlands største handels- og service virksomhed, KNI, ligesom han også tidligere har været departementschef i Grønlands Selvstyres Departement for Finanser.

"Det her er nok den største udfordring, man kan få i Grønland som CFO, og det er det, der gør jobbet så spændende for mig. Jeg har altid haft en interesse for fiskeriet, så Royal Greenland er det helt rigtige sted at lande for mig og ligesom her i KNI, så spiller Royal Greenland en vigtig rolle i det grønlandske samfund, og det handler om meget mere end bare bundlinjen," lyder det fra Jan H. Lynge-Pedersen.

Den nye CFO har en dyb indsigt i økonomistyring, risikohåndtering og strategisk planlægning, som han også har anvendt gennem seks år som næstformand i Royal Greenlands bestyrelse.

Foruden sin omfattende erfaring i Grønland har Jan H. Lynge-Pedersen blandt andet erfaring fra en periode som fuldmægtig i Fiskeridirektoratet, hvor han arbejdede med EU’s rammeaftaler i Bruxelles.

Powered by Labrador CMS