Konstitueret direktør er ny chef for Hanstholm Havn

Arkivfoto: Hanstholm Havn

Søren Zohnesen, der siden maj 2022 har været konstitueret direktør for Hanstholm Havn, er udnævnt som ny havnechef per 1. januar 2023.

Offentliggjort

Det er en mand, som kender havnen særdeles godt, der på den nye side af årsskiftet står i spidsen for Hanstholm Havn. Thisted Kommune har nemlig udpeget fungerende havnedirektør Søren Zohnesen som havnechef i den nye, kommunale organisation, der netop med overgangen fra 2022 til 2023 er en realitet.

“Vi har valgt Søren Zohnesen, fordi vi mener, han er den rette mand til den opgave, der nu venter. Han har et indgående kendskab til virksomheden. Han kender medarbejderne, kunderne og de samarbejdspartnere, som er vigtige for havnens videre udvikling. Og så har han et grundlæggende, indgående kendskab til det at drive en havn. De færdigheder har vi brug for,” siger direktør for Teknik, Erhverv og Beskæftigelse, Mogens Kruse Andersen, Thisted Kommune i forbindelse med udnævnelsen.

Søren Zohnesen er 43 år. Han kunne både skrive fisker og fiskeskipper på CV’et, inden han i 2014 blev ansat ved Hanstholm Havn. Her var han i en årrække havneassistent og tiltrådte i 2020 en stilling som vicedirektør og driftschef. I maj 2022 blev holmbo’en konstitueret som havnedirektør i forbindelse med, at daværende direktør Niels Skeby forlod stillingen. Nu ser Søren Zohnesen frem til at sætte gang i en udvikling af havnen med Thisted Kommune for bordenden.

“Ovenpå en turbulent tid er jeg både ydmyg og glad for at have fået muligheden for at være med til at indfri det potentiale, som jeg ser i Hanstholm Havn. I fremtiden skal vi være en moderne havn, der ud over at være Europas førende fiskerihavn også er en betydelig godshavn og en stærk spiller på markedet for den grønne omstilling. Jeg ser muligheder i at være blevet en del af den store organisation, som Thisted Kommune er. Vi får samlet kræfterne, og flere kan spille ind og arbejde sammen for, at lykkes. Det bliver en meget spændende opgave,” siger den nyudnævnte chef.

Også fra politisk hold er der glæde over udnævnelsen. Borgmester Niels Jørgen Pedersen kender den nye havnechef som politisk kollega, idet Søren Zohnesen sad i kommunalbestyrelsen valgt for Venstre fra 2017-2021.

“I Søren Zohnesen får havnen en dygtig og dedikeret chef, som vi ved, kan bidrage positivt til den udvikling, der er nødvendig. Vi står med en stor opgave. Her og nu handler det om at få vendt underskud til overskud. Politisk ønsker vi, at Hanstholm Havn bliver en markant spiller i den grønne omstilling – ikke kun for Thy, men for hele Nordjylland. Det arbejde er vi allerede i gang med, og jeg ser frem til, at vi nu i samarbejde skal fortsætte den vigtige indsats,” siger Niels Jørgen Pedersen.

Søren Zohnesen og havnens 20 medarbejdere skal fortsat sidde på havnekontoret og i servicegården i Hanstholm.

Konstitueret havnedirektør Søren Zohnesen.
Powered by Labrador CMS