Hanstholm Havn opretter havneråd til udvikling af fremtiden

Foto: Hanstholm Havn

Centrale aktører fra erhvervs- og foreningslivet på Hanstholm Havn er gået sammen for at skabe et havneråd, der vil spille sig på banen og agere talerør for det lokale erhvervs- og foreningsliv.

Offentliggjort Sidst opdateret

Fem repræsentanter for det lokale erhvervs- og foreningsliv på Hanstholm Havn er gået sammen om at skabe et havneråd, der vil fungere som et advisory board og via råd og anbefalinger arbejde for den bedst mulige udvikling af havnen. Målet er at øve indflydelse på en landsigtet og stabil udvikling af Hanstholm Havn, som er kendetegnet ved bæredygtig vækst målt på økonomi, lokale arbejdspladser og bosætning.

Det nedsatte havneråd består af fem erhvervsdrivende og repræsentanter fra foreningslivet på Hanstholm Havn. Det er henholdsvis Carsten Beith – formand for havnens eksportørforening og partner hos FonFisk Hanstholm, Poul Nordtorp – formand for Hanstholm Havns grundlejerforening og indehaver af Hanstholm Bugserservice, Jesper Pedersen – bestyrelsesmedlem i Hanstholm Maritime Service Network og indehaver af Hanstholm Skibssmedie, Jan N. Hansen – formand for Hanstholm Fiskeriforening og Jesper Kongsted – indehaver af Hanstholm Fiskeauktion.

Carsten Beith fortæller, at fiskerierhvervet er under et voldsomt pres, og at det derfor er meget presserende at rykke tættere på hinanden for i fællesskab at arbejde aktivt for, at Hanstholm Havn bevarer sin styrkeposition som Danmarks førende konsumfiskerihavn.

“Vi står midt i en forandringstid, hvor det mere end nogensinde før er nødvendigt at stå sammen og hjælpe hinanden for at sikre en langsigtet og stabil udvikling af Hanstholm Havn. Som havneråd vil vi derfor gå forrest, tage ansvar og i det hele taget gøre vores bedste for at støtte havnen og dens erhvervs- og foreningsliv. Det vil vi gøre i form af strategisk sparring, hvor vi deler vores viden, holdninger og erfaringer til gavn for havnens udvikling med blandt andre havnens ledelse og Thisted Kommune, som ejer Hanstholm Havn,” siger han.

Direktør for Hanstholm Havn, Nils Skeby, ser meget positivt på initiativet om at skabe et lokalforankret råd på Hanstholm Havn og har en stor tro på, at havnerådet vil bidrage til et endnu stærkere samarbejde mellem det lokale erhvervs- og foreningsliv, Hanstholm Havn og Thisted Kommune.

“Som havnedirektør kan jeg kun bakke op om den stærke vilje til havnen, som kendetegner det lokale erhvervs- og foreningsliv på Hanstholm Havn. Jeg ser en meget stor styrke i, at aktørerne spiller sig selv på banen og deler deres viden, holdninger og råd, så vi kan sikre den rette udvikling af Hanstholm Havn i nært samarbejde med nogle af dem, der kender havnen allerbedst – nemlig dens brugere,” siger Nils Skeby.

“Som fiskerihavn står vi midt i en svær tid, som har været præget af meget uro og derfor også kalder på forandring. Brexit har mørknet den skygge, som hviler over dansk fiskeri og kalder på en kompenserende saltvandsindsprøjtning, kombineret med lokale forandringer, hvor særligt FF Skagens beslutning om at lukke sin fabrik i Hanstholm kalder på nye tiltag. Hanstholm Havn står derfor over for en helt ny æra, hvor vi parallelt med en målrettet indsats for at cementere havnens position inden for dansk konsumfiskeri, arbejder aktivt med at styrke andre forretningsben, hvor særligt grøn energi kan blive en gamechanger,” lyder det fra Nils Skeby.

Det nedsatte havneråd vil løbende afholde møder for i fællesskab at drøfte havnens tilstand og efter behov involvere såvel Hanstholm Havn som Thisted Kommune og andre relevante parter.

Powered by Labrador CMS