Svenskere overvejer Thy:
Hanstholm kan blive reje-hovedstad
Det svenske firma WA3RM overvejer blandt andet Hanstholm til placering af en stor produktion af varmtvandsrejer.
Relaterede nyheder
Det er endnu ikke endeligt besluttet, men Hanstholm er med i opløbet om at blive stedet, hvor den svenske virksomhed WA3RM ønsker at placere et anlæg, der under tag skal producere varmtvandsrejser til det Europæiske marked. Det skriver Thisted Kommune i en pressemeddelelse.
“Vi kigger på flere steder i Danmark, og Hanstholm er et af de steder, hvor vi kan se, at vi kan etablere den produktion, vi har planer om, og vi har mødt stor velvilje fra kommunen, som også ser muligheder i projektet,” lyder det fra markedsudviklingsdirektør i WA3RM, Kristian Bennetsen.
Der er tale om et anlæg under tag, som årligt skal producere 4.000 ton varmtvandsrejser. Produktionen af rejerne foregår i 30 grader varmt saltvand i bassiner under tag, og virksomheden skal bruge i alt 13 hektar jord til etableringen, og dem kan kommunen finde på Hjertebjerg, øst for det eksisterende industriområde i Hanstholm, hvor virksomheden vil få genbrugsstationen som nærmeste nabo.
God dialog mellem aktørerne
“Det har været en stor fordel for os, at vi nu også har et indgående kendskab til Hanstholm Havns forhold, og kan arbejde for at kombinere havnens muligheder med kommunens erhvervsområde, og det er en væsentlig årsag til, at vi allerede er nået langt i processen, som har stået på i et halvt års tid, og der er en rigtig god dialog med alle aktørerne,” siger Mogens Kruse Andersen, der er direktør for direktør for Teknik, Erhverv og Beskæftigelse i Thisted Kommune.
Blandt årsagerne til at svenskerne kigger mod Hanstholm er særligt adgangen til saltvand, men også det faktum, at her ligger den største havn for konsumfiskeri og følgeindustrierne og logistikken for transport fra havnen. Samtidig er der erfaring med etablerede, landbaserede saltvandsdambrug, så man allerede har viden om håndtering af vand til og fra dambrugsproduktion, miljøforhold og miljøgodkendelser.