Ny rapport – Lynetteholms klapmateriale spreder sig kun beskedent

Illustration af Lynetteholmen, anvendt ved præsentation af projektet i 2018 af blandt andre Lars Løkke Rasmusen (V) og Frank Jensen (A).
Illustration af Lynetteholmen, anvendt ved præsentation af projektet i 2018 af blandt andre Lars Løkke Rasmusen (V) og Frank Jensen (A).

Ved udgangen af marts blev Lynetteholms første klapsæson afsluttet. En ny overvågningsrapport fra januar og frem til 6. marts viser, at klapningen har overholdt alle miljøkriterier i den målte periode, og at det klappede havbundsmateriale kun har spredt sig beskedent til Østersøen, Øresund og Køge Bugt.

Offentliggjort Sidst opdateret

I marts udkom Lynetteholms første klapnings-rapport fra DHI, også kaldet en hindcast-rapport. Rapporten var positiv og konkluderede, at 86 procent af det samlede klapmateriale fra januar til primo februar var blevet inden for den anvendte klapplads, og det resterende materiale aflejret i umiddelbar nærhed af klappladsen.

Rapport nummer to udkom 1. april og medregner perioden 7. februar til 6. marts. Rapporten viser, at der også i denne periode kun er fundet en beskeden spredning sted. Ser man over den samlede måleperiode fra 3. januar til 6. marts, så har 83 procent af det samlede havbundmateriale aflejret sig inden for den anvendte klapplads, mens en stor del af de resterende 17 procent har lagt sig i umiddelbar nærhed af klappladsen. Det fremgår af rapporten.

Trods en lille stigning i spredningen fra første til anden rapport, så er resultatet fortsat meget positivt, og helt forventet.

“Vi har klappet mere finkornet materiale denne gang, og derfor er resultatet lidt anderledes end sidst, men stadig bedre, end vi havde turdet håbe på. I Lynetteholms miljøkonsekvensrapport er det vurderet, at cirka 45 procent af det samlede klapmateriale vil blive indenfor klappladsen. Vi er oppe på, at 83 procent forbliver indenfor pladsen, og det giver os en god dokumentation for, at Lynetteholm overholder alle miljøhensyn,” siger udviklingsdirektør i By & Havn, Ingvar Sejr Hansen.

I rapporten vurderes det, at spredningen til Østersøen har været på cirka 0,51 procent af det samlede materiale (fra 3. januar – 6. marts). Mens den estimerede spredning til det nordlige Øresund har været på cirka 2,37 procent og cirka 0,11 procent til Køge Bugt. Det ligger markant under de kriterier for spredning, som Miljøstyrelsen har godkendt i forbindelse med klapningen.

Powered by Labrador CMS