Flotte fotos: Hvide Sande Shipyard renser 10 tons tunge sluseporte
Det vestjyske værft Hvide Sande Shipyard arbejder netop nu på afmontering og servicering af de 10 tons tunge porte i afvandingsslusen i Hvide Sande
De kan meget mere end skibsbyggeri på Hvide Sande Shipyard. I øjeblikket løser værftets serviceafdeling således en opgave for Kystdirektoratet med gradvis afmontering og servicering af de 10 tons tunge porte i afvandingsslusen i Hvide Sande.
Løftearbejdet foretages med værftets Grove GMK 4080 mobilkran, og processen varer et par timer for hver sluseport og foretages om aftenen for at genere trafikken mindst muligt.
Portene transporteres til beddingen på værftet for afrensning af begroning, udskiftning af sliddele, sandblæsning og maling. Herefter er de klar til genmontering, så de kan håndtere de kommende vintres maksimale vandtryk.