Hvide Sande lægger farvand til kæmpe vandsportsfestival

WATERZ - Nordens Største Vandsportsfestival. Foto: Brian Engblad/Ilostawavein79.com
WATERZ - Nordens Største Vandsportsfestival.

Hvide Sande får besøg af op imod 700 surfere, når Nordens største vandsportsfestival, WATERZ, fra den 3. september og godt en uge frem kommer til Vestjylland.

Offentliggjort Sidst opdateret

Hvide Sande er i fuld gang med at gøre klar til at tage imod de op imod 700 surfere med tilhørende familier, der skal deltage i de mange vandsportsaktiviteter ved nordens største vandsportsfestival WATERZ fra fredag den 3. september og en god uges tid frem.

“Der er kæmpe interesse for at deltage i år efter, at vi måtte nedskalere WATERZ sidste år på grund af Corona. Den 1. september er vi fri af alle typer begrænsninger og det betyder, at vi kan lave det WATERZ, vi plejer og mere til,” fortæller projektleder Katrine Kock Frandsen.

Opbakningen betyder, at WATERZ præsenterer det største program nogensinde de kommende par uger.

“Dansk Surf- & Rafting Forbund afvikler et stop på Euro Touren, hvor de bedste standup-paddlere fra Europa, dyster tværs over Ringkøbing Fjord. Danmarks to største stjerner Casper Steinfath og Christian Polarbear Andersen, har allerede meldt deres ankomst. Herudover afvikler man også Fjordcrossing, hvor et sandt virvar af professionelle, semiprofessionelle og amatør, krydser Fjorden ved at windsurfe eller kitesurfe,” fortæller Katrine Kock Frandsen.

Sydstranden kommer nemlig til at danne rammerne om hele fire store arrangementer i forbindelse med festivalen.

“Danish Surf Tour – DM i Surf afvikler en afdeling, hvor den danske elite herunder det danske landshold i bølgesurf, dyster om vigtige ranglistepoint i kampen om DM Guld og landsholdspladser,” fortæller Katrine Kock Frandsen.

Powered by Labrador CMS