Britisk styrmand erkender sig skyldig efter dødelig kollision

Prammen Karin Høj. Foto: Kustbevakningen
Prammen Karin Høj.

Den 30-årige britiske styrmand, der er anklaget for uagtsom manddrab efter fragtskibet Scot Carrier sidste år vædrede den danske pram Karin Høj, har torsdag erkendt sig skyldig ved byretten i København.

Offentliggjort Sidst opdateret

En 30-årig britisk styrmand har tilstået, at han er skyldig i en voldsom skibskollision ud for Bornholm den 13. december sidste år, hvor det britiske fragtskib MV Scot Carrier sejlede direkte ind i den danske pram Karin Høj, der kæntrede, hvorefter to danske sømænd mistede livet. Det er netop kommet frem i Københavns Byret.

Den tiltalte styrmand erkender dermed, at han var påvirket af alkohol, at han talte i mobiltelefon, og at han ikke reagerede på eller registrerede radaroplysninger om Karin Højs position eller signaler fra skibets radiosystem.

Styrmanden erkender desuden også, at han sejlede videre efter kollisionen uden at yde hjælp eller assistance til de to besætningsmedlemmer på Karin Høj.

Det er kun lykkedes at finde liget af den ene sømand, men begge besætningsmedlemmer betragtes som døde.

Powered by Labrador CMS