Kongeskibet gæster dansk fiskerihavn

Årets sensommertogt for Kongeskibet Dannebrog bringer i år kongeparret forbi blandt andet Læsø.
Der står til at blive fejring og højt humør i Nordjylland, når Kongeskibet Dannebrog i år drager på sensommertogt i regionen fra den 25.-28. august.
Togtet indledes den 25. august med et besøg i Frederikshavn Kommune, inden kongeparret besøger Thisted Kommune den 26. august, Læsø Kommune den 27. august og til sidst Samsø Kommune den 28. august. Det oplyser Kongehuset på sin hjemmeside.
Med sensommertogtet viderefører kongeparret en lang tradition med Dannebrogstogter, som strækker sig tilbage til Christian 10., Frederik 9. og H.M. Dronning Margrethe.
Foruden at agere flydende residens for kongefamiien, så tager Kongeskibet Dannebrog under sine togter også del i opgaver som eksempelvis farvandsovervågning, søredning og uddannelse af kommende officerer.
Gennem tiden har Kongeskibet Dannebrog uddannet mere end 3.400 værnepligtige og sejlet over 800.000 sømil.
Kongehuset oplyser, at detaljerne om sensommertogtets programpunkter offentliggøres senere.