850.000 tons gods sejlet til Femern-projektet
Arbejdshavne på Femern-projektet, Rødbyhavn og Puttgarden, håndterede i 2023 hele 850.000 tons gods.
Femern-projektet fik i 2023 sat fart under produktionen af tunnelelementerne til Femern Bælt-tunnelen mellem Rødbyhavn og Puttgarden, og helt efter planen betyder det også, at de to arbejdshavne i henholdsvis Rødbyhavn og Puttgarden nu er i fuld drift.
Den første forsendelse ankom til Rødbyhavn 18. juli 2022 med skibet AASVIK med en last på 7074 tons. Arbejdshavene i Puttgarden fulgte efter i 2023 med skibet LADY ANNEKE’s levering af en last på 2500 tons 22. juli 2023.
I løbet af 2023 har arbejdshavnene tilsammen håndteret cirka 850.000 tons gods fordelt på cirka 200 skibe, der anløb tunnelhavnene.
“Det svarer til cirka 21.250 lastbillæs gods, hvilket illustrerer søtransportens effektivitet og skalerbarhed. Det understreger også den nøglerolle, som arbejdshavnene spiller i Femern-projektet,” fortæller Work Vessel Coordinator i Femern A/S, Jean Kloe.
Arbejdshavnen i Rødbyhavn har indtil videre håndteret den største andel, nemlig 700.000 tons. Størstedelen af lasten består af tilslagsmaterialer, primært knust grus fra Norge.
“Udsigterne for 2024 er lovende, idet antallet af anløb forventes at stige i takt med, at produktionen af tunnelelementer øges,” vurderer Jean Kloe.
Havnene forventes at kunne håndtere imponerende 70.000 tons gods om ugen, når produktionen af tunnelelementer når sit højdepunkt.
The post 850.000 tons gods sejlet til Femern-projektet first appeared on Maritime Direct.