Arbejdsretten frikender Danske Rederier for overenskomstbrud
Arbejdsretten har afsagt dom i sagen om brud på overenskomsten mellem Danske Rederier og Lederne Søfart
‘Thi kendes for ret: Danske Rederier Arbejdsgiver frifindes for Lederne Søfarts påstande 1 og 2. og Lederne Søfarts påstand 3 afvises.’
Sådan lød dommen fra Arbejdsretten i den retssag, Lederne Søfart havde anlagt mod Danske Rederier for overenskomstbrud, og det vækker ikke overraskende tilfredshed hos Danske Rederier.
“Vi er glade for, at Arbejdsretten er enige i, at der ikke har været tale om overenskomstbrud, og at Lederne Søfart ikke har haft ret i deres til tider ret kulørte påstande,” lyder det fra direktør for arbejdsmarked, rekruttering og uddannelse i Danske Rederier, Anne W. Trolle, i en kommentar til frifindelsen.
Lederne Søfart anlagde sagen mod Danske Rederier ved Arbejdsretten i marts 2023, da de mente, at det var brud på overenskomsten, da Danske Rederier lagde sine to arbejdsgiverforeninger sammen. Det er den sag, der nu er afsluttet med dagens dom fra arbejdsretten. Danske Rederier fik desuden medhold i opfattelsen af, at foreningen er frigjort af overenskomsten med Lederne Søfart efter fusionen.
“Hele forløbet bekræfter os i, at vi har valgt de rette overenskomstparter, og vi ser frem til at fortsætte vores tætte samarbejde med Metal Maritime,” siger Anne W. Trolle.
I sagsomkostninger skal Lederne Søfart inden 14 dage efter afsigelsen af denne dom betale 5.000 kroner til Arbejdsretten.
The post Arbejdsretten frikender Danske Rederier for overenskomstbrud first appeared on Maritime Direct.