Havnebestyrelse trak sig – Nu er fire nye medlemmer på plads
Martec-direktør Pia Ankerstjerne og tidligere direktør på MAN Energy Solutions i Frederikshavn, Poul Knudsgaard, indtræder i Frederikshavn Havns bestyrelse mens tidligere departementschef i statsministeriet, Karsten Dybvad, bliver ny formand.
Der var røre i bestyrelsen på havnen i Frederikshavn, da fire bestyrelsesmedlemmer i september trak sig i løbet af bare et døgn, men torsdag aften afslørede den nordjyske havn, at fire erstatninger er på plads. Det oplyser havnen i en pressemeddelelse.
Havnen har således indstillet til Frederikshavn Byråd, at tidligere departementschef i statsministeriet og tidligere administrerende direktør i Dansk Industri, Karsten Dybvad, bliver ny formand, mens Martec-direktør, Pia Ankerstjerne, samt tidligere direktør på MAN Energy Solutions i Frederikshavn, Poul Knudsgaard, begge er indstillet som medlemmer af bestyrelsen.
Også en fjerde person er indstillet til byrådet, men navnet på vedkommende offentliggøres først sidst i næste uge i forbindelse med udgivelse af byrådets dagsorden, lyder det fra havnen.
Den store udskiftning kommer efter formand Bo Uggerhøj, næstformand Lars Karlsson samt bestyrelsesmedlemmerne Lotte Rosenberg og Leif Pedersen i september alle valgte at trække sig fra deres poster inden for et døgn. Dengang forklarede den afgående formand overfor Nordjyske, at det bundede i uenigheder om den fremadrettede strategi – altså hvordan man driver en havn kommercielt.
Den tvist må formodes at være overkommet med indlemmelsen af de fire nye ansigter fra erhvervslivet.
Det er byrådet i Frederikshavn, der skal formelt skal godkende de nye bestyrelsesmedlemmer af havnen, som i forvejen tæller John Lamp Henriksen og June Menne – begge udpeget af byrådet – samt Flemming Berg Christensen, der er valgt af og blandt medarbejderne på havnen.
The post Havnebestyrelse trak sig – Nu er fire nye medlemmer på plads first appeared on Maritime Direct.