Ny rekord på sønderjysk havn: Over to millioner tons gods over kaj

Ny rekord på sønderjysk havn: Over to millioner tons gods over kaj

2023 bliver et rekordår for Aabenraa Havn, da havnen for første gang i sin 766 år lange historie netop har rundet to millioner tons gods over kaj.

Offentliggjort Sidst opdateret
Ny rekord på sønderjysk havn: Over to millioner tons gods over kaj

Selvom der fortsat mangler et par uger af året, så er der allerede nu god grund til at glæde sig på havnen i Aabenraa. Den sønderjyske havn har nemlig allerede rundet en markant milepæl i den 766 år lange historie.

“Lige nu skriver vi historie på Aabenraa Havn. At vi i år runder to millioner tons gods over kaj, understreger vigtigheden af en centralt placeret erhvervshavn i Sønderjylland. Vi oplever vækst i alle de godstyper, der skibes ind og ud fra Aabenraa Havn, og det er rekorden et resultat af,” lyder det fra havnedirektør Henrik Thykjær.

Aabenraa Havn, der er Sønderjyllands eneste erhvervshavn og blandt andet er uundværlig for både im- og eksport af gods mellem Sønderjylland og Nordtyskland, er særligt specialiseret i håndtering af bulk som eksempelvis skærver, grus, biomasse, kalk, cement og pulp samt projektgods som havvindmøllevinger og andre komponenter til vindmølleindustrien og offshoresektoren.

Den største godsgruppe, der ind- og udskibes via Aabenraa Havn, er råstoffer til bygge- og anlægsbranchen, og flere af havnens kunder er specialiserede i råstofforsyning til sektoren, som eksempelvis E. Krag Råstoffer A/S.

Virksomheden får nemlig alle råstoffer ind over havnen, og på E. Krag Råstoffers 20.000 kvadratmeter store lager på Aabenraa Havn håndteres blandt andet granitskærver, stabilgrus, gabionsten, vandbygningssten, stenmel og certificeret sandkassesand.

“Vores samarbejde med Aabenraa Havn går tilbage til begyndelsen af 1970’erne. Som virksomhed er vi afhængige af adgangen til en regional erhvervshavn, hvor vi kan importere de produkter, som er en forudsætning for, at bygge- og anlægsbranchen kan fungere,” siger administrerende direktør for E. Krag Råstoffer, Lars Krag Andresen.

E. Krag Råstoffer har i 2023 oplevet en stærkt stigende efterspørgsel på særligt granitskærver, hvilket både har været med til at sikre et godt år for virksomheden og godsrekorden på Aabenraa Havn.

The post Ny rekord på sønderjysk havn: Over to millioner tons gods over kaj first appeared on Maritime Direct.

Powered by Labrador CMS