Se billederne: Første brønd på Tyra II er færdig
I denne uge blev den første brønd på det nye Tyra II genetableret. Det markerer en vigtig milepæl i sidste fase af genopbygningen af Tyra-feltet.
Produktionen fra Danmarks største gasfelt, Tyra, blev midlertidigt stoppet før genopbygning startede i september 2019. Siden er de gamle platforme blevet transporteret til land og genanvendt, mens otte nye platforme er blevet bygget og installeret i den danske Nordsø.
Nu er genopbygningen så gået ind i sin afsluttende fase, og parterne bag arbejder på højtryk for at gøre Tyra klar til at levere gas, så feltet igen kan yde et væsentlig bidrag til den danske og europæiske forsyningssikkerhed.
En afgørende del af det sidste kapitel i Tyra-genopbygningen er at genåbne de 42 brønde, der forbinder gassen i undergrunden med de nye Tyra faciliteter. For omkring halvandet år siden blev hver brønd sikret med en barriere mod gas reservoiret, og de gamle produktionsventiler på toppen af brønden – de såkaldte ‘juletræer’ navngivet efter et pyntet grantræ på grund af dets lighed i form – blev fjernet og sendt i land til renovering. Nu bliver juletræerne geninstalleret på toppen af brøndene som snart vil blive genåbnet.
“I denne uge har vores offshore-team med succes geninstalleret det første 3,2 tons tunge juletræ oven på brønden. Juletræet kontrollerer strømmen af gas fra brønden ind på det nye procesmodul, når Tyra er tilbage i drift. I de kommende måneder vil arbejdet fortsætte med at færdiggøre de resterende brønde,” siger vicedirektør for Tyra-genopbygningsprojektet i TotalEnergies EP Danmark A/S, Lars Bo Christiansen.
Bæredygtighed har været et væsentligt grundelement i alle aspekter af genopbygningen. For eksempel, blev de gamle Tyra platforme og strukturer nedtaget og demonteret, hvilket har muliggjort, at 98,5% af materialet er blevet genanvendt. Det meste bidrager til den globale cirkulære økonomi, mens nogle dele også er integreret i det nye design af Tyra. Eksempelvis genbruges de gamle ben fra platformene (eng. jackets) og juletræer til hhv. brøndhoved- og stigerørplatforme på Tyra II.
“Ved at bruge højt kvalificeret ekspertise i Esbjerg og Syddanmark, har det været mulig at genbruge flere dele til Tyra II. Juletræerne blev oprindeligt installeret på Tyra i 1984, og har altså næsten 40 år på bagen, men heldigvis er kvaliteten så god, at den bedste løsning var at restaurere og genanvende dem,” siger Lars Bo Christiansen.
The post Se billederne: Første brønd på Tyra II er færdig first appeared on Maritime Direct.