Se billederne: Scandlines’ nye færge nærmer sig stabelafløbning
Der arbejdes på højtryk, både på skibsværftet Cemre i Tyrkiet og i færgeterminalerne i Rødby og Puttgarden, så alt bliver klar til indsættelse af Scandlines’ nye zero direct emission fragtfærge på Femern Bælt i 2024.
Det går planmæssigt med byggeriet af Scandlines’ nye zero direct emission fragtfærge, der har arbejdstitlen PR24 (Puttgarden-Rødby 2024). I fjerde kvartal får færgen for første gang kontakt med sit rette element, når skibsskroget sendes fra beddingen ud i vandet. Skibet kommer herefter til at ligge ved udrustningskajen, hvor det resterende arbejde vil blive udført.
Færgeterminalerne i Rødby og Puttgarden skal også forberedes til indsættelsen af PR24. Scandlines er i fuld gang med at installere ny og stærkere rampe til øverste vogndæk i leje 3 i Rødby, da PR24 skal transportere lastbiler på både øverste og nederste dæk. En stor kran fjerner i disse dage den nuværende 59 meter lange rampe til øverste vogndæk.
Når færgen indsættes på Femern Bælt i 2024, kan verdens største batterisystem på 10 MWh oplades på blot 17 minutter i Rødby. Naturligvis med grøn strøm. I 2019 investerede Scandlines i et 50 kV / 25 MW strømkabel til Færgevej i Rødbyhavn. Dette kabel er nu blevet forlænget cirka 1,2 km til den nye transformer mellem leje 2 og 3. Efter planen påbegynder leverandøren NES (Norwegian Electric Systems) installation af transformer, kontrol- og koblingsudstyr samt ladestation til den nye færge i løbet af efteråret.
The post Se billederne: Scandlines’ nye færge nærmer sig stabelafløbning first appeared on Maritime Direct.