Verdens største hurtigfærge er på værft i Frederikshavn
Bornholmslinjens hurtigfærge Express 5 er i disse dage på værft i Frederikshavn, hvor katamaranen skal igennem små justeringer for at optimere driften på Østersøen.
Et halv år efter Bornholmslinjen tog imod Express 5 er det for første gang blevet tid for verdens største hurtigfærge at slå et smut omkring værftet for et par små justeringer. Det skriver TV2 Bornholm.
Færgen, der blev bygget på Austal-værftet i Filippinerne, er derfor sejlet til Frederikshavn, hvor Orskov Yard i samarbejde med med eksperter fra Austal skal fintune og forbedre fartøjet, så driften på Østersøen kan optimeres.
Det betyder blandt andet, at der skal monteres ekstra køle under skroget, som skal hjælpe med at skabe et bedre vand-flow under skroget, ligesom både katamaranens hydrauliske systemer og Motion Control System skal fintunes – sidstnævnt for at sikre optimal funktion af Express 5’s komfortsystemer.
Express 5 forventes tilbage i drift på ruten mellem Ystad og Rønne den 27. november.
The post Verdens største hurtigfærge er på værft i Frederikshavn first appeared on Maritime Direct.