Ny havvindmøllepark får grønt lys til etablering

Visualisering af Jammerland Bugt Kystnær Havmøllepark.

Energistyrelsen har givet tilladelse til at etablere Jammerland Bugt Kystnær Havmøllepark. Parken forventes at være i drift i 2029.

Projektområdet for Jammerland Bugt Kystnær Havmøllepark.

Selskabet Jammerland Bay Nearshore A/S har nu fået den endelige tilladelse til at etablere Jammerland Bugt Kystnær Havmøllepark i nærheden af Kalundborg. Det oplyser Energistyrelsen i en pressemeddelelse.

Projektet omfatter opstilling af 16 havvindmøller med en højde på 256 meter, som placeres syd for Kalundborg mellem halvøerne Asnæs og Reersø.

I etableringstilladelsen er der dog samtidig opstillet en række vilkår af hensyn til håndtering af flagermus og marsvin, som begge påvirkes af havvindmøller.

For at tilgode se flagermusene skal vindmøllerne således stoppe eller rotere langsomt efter solnedgang, når det blæser under 6 m/s, i perioden 1. april til 31. oktober, mens der ved nedramningen af monopæle skal benyttes dobbelte boblegardiner, der vil mindske anlægsstøjen betydeligt og dermed sikre mindre påvirkning af eksempelvis marsvin i området.

Energistyrelsen stiller desuden vilkår om, at bygherren igangsætter et overvågningsprogram for at tilvejebringe en større og generel viden om havvindmøllers påvirkning af det marine miljø.

Jammerland Bugt Kystnær Havmøllepark får en samlet kapacitet på 240 MW.

Powered by Labrador CMS