Beder FN tage kraftige plast-greb
Forurening fra land ender til sidst i havet, og oveni kommer klimaændringerne.
"Totalkostnaden for havet bliver stadig højere," siger direktøren for Havforskningsinstituttet (HI) i Norge, Nils Gunnar Kvamstø, i en artikel på HIs hjemmeside. Han håber på en tydelig plastaftale fra FN-forhandlingerne.
Det er en realitet, at verden producerer mere og mere plastikaffald, og problemet med dette affald er, at det tager meget lang tid, før det bliver nedbrudt i naturen. Det siger HI-forsker Michael Bank. Han er en af forfatterne af en kronik i det prestigefyldte tidsskrift Nature. Der peger forskerne på, at FN-forhandlingerne om en ny plastaftale kan og bør føre til konkret handling.
I en omtale af nævnte kronik i Nature på Havforskningsinstituttets hjemmeside, fremgår det, at det indtil nu stort set har handlet om de fysiske og kemiske forhold ved plastproblematikken, altså hvor store plaststykkerne er. Men forskerne mener, man ikke må glemme de mikrobielle farer, fordi man på alle disse plaststykker finder mikrober, mikroskopiske organismer, som er usynlige for det blotte øje. Når plast bliver ført kloden rundt med vejr, vind og havstrømme, så følger disse "passagerer" med i deres lille menneskeskabte habitat, skriver HI.
"Disse "plastsfærer" kan bære med sig forskellige patogener, som en virus eller en antibiotikaresistent bakterie, som kan påvirke sundheden for planter, dyr eller mennesker. Og vi ved stadig for lidt om konsekvenserne", siger HI-forsker Bank til sidst.