Så vigtig er russisk samarbejde om fiskeriet på Færøerne

Foto: Danmarks Fiskeriforening PO

Det har vakt stor debat, at russiske fiskerifartøjer i stor stil fortsat får lov at lægge til havn på Færøerne, men der er god grund til det tætte samarbejde.

Offentliggjort Sidst opdateret

Fiskeriet er det i særklasse vigtigste erhverv på Færøerne og står for i alt 95 procent af den samlede eksport. Indtil for nylig gik 25 procent af al færøsk eksport til Rusland.

Færøerne og Rusland har i flere årtier desuden arbejdet sammen om fiskeriet i Nordatlanten og Barentshavet igennem en større fiskeriaftale.

Aftalen handler om en fordeling af fiskekvoter, så færinger kan fiske i Barentshavet, og russere kan fiske i Nordatlanten.

Det er desuden en del af aftalen, at de russiske fartøjer lægger til i færøske havne, så man kan holde øje med, hvor meget de fanger. Desuden undgår man oliespild, som der er risiko for ved omlastning på åbent hav.

Et brud på samarbejdet med Rusland kan ifølge den færøske regering få uoverskuelige konsekvenser for landets økonomi.

I øvrigt er det vigtigt at nævne, at de mange anløb fra russiske fiskere på Færøerne ikke er i strid med de internationale sanktioner mod Rusland. Skibe, der fragter fødevarer, kan nemlig undtages, og det har Færøerne og Norge benyttet sig af.

I alt er der omkring 190 årlige anløb af russiske fiskefartøjer i færøske havne.

Powered by Labrador CMS