Mere liv under havets overflade: Nye stenrev i Lillebælt, Kattegat, og Øresund

Havbund. Foto: Miljøministeriet
Havbund.

Regeringen og et politisk flertal har besluttet den konkrete placering af fem stenrev i de danske farvande. De skal ligge i Køge Bugt, ved Nivå Strandpark, nord for Hundested og i Lillebælt ved både Helnæshoved Flak og Lyø W Flak. De skal beskytte livet på havbunden og styrke biodiversiteten

Publisert

Nu kommer der bedre levevilkår for krebsdyr og småfisk, skove af tang og føde til både fisk, sæler og fugle. Miljøminister Lea Wermelin og SF, Radikale Venstre, Enhedslisten, Kristendemokraterne og Alternativet er blevet enige om den konkrete placering af fem stenrev i de danske farvande. Stenrev bidrager til mere liv under havoverfladen, bl.a. fordi de skaber små hulrum og overflader, som er gode levesteder for havets dyr og planter.

Den konkrete placering for de fem stenrev er:

  • Et stenrev med formidlingsformål i det nordlige Øresund ved Nivå Strandpark
  • Et stenrev med formidlingsformål i Køge Bugt
  • Et stenrev nord for Hundested i Kattegat
  • Et stenrev ved Lyø W Flak i Lillebælt
  • Et stenrev ved Helnæshoved Flak i Lillebælt

“I mange år er der blevet fisket sten op fra havets bund til at bygge med. Havets dyr og planter mistede levesteder og fugle og marsvin mistede steder, hvor de kunne finde føde. Nu giver vi tilbage til naturen. Med stenrevene skaber vi bedre forhold for og passer bedre på det mangfoldige og vilde liv, der findes under havets overflade. Det er der brug for, og det er på tide,” siger miljøminister Lea Wermelin.

Det er midler fra Natur- og Biodiversitetspakken fra december 2020 og fra Finanslovsaftalen 2022, der bliver brugt på at etablere stenrevene. Stenrevene omfatter finansiering for i alt cirka 35 millioner kroner, og der er i vidt omfang tale om genopretning eller reetablering af tidligere stenrev, som er helt eller delvist forsvundet på grund af tidligere tiders stenfiskeri.

Powered by Labrador CMS