Tidligere fiskeriminister stopper i Folketinget

Tidligere fiskeriminister Rasmus Prehn.

Den tidligere minister for fiskeri, Rasmus Prehn, har valgt at træde ud af Folketinget til fordel for et nyt job som direktør for Økologisk Landsforening.

Der er jobskifte i udsigten for den forhenværende minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, Rasmus Prehn (S). Den 1. marts skifter tiltræder han nemlig i jobbet som ny administrerende direktør for interesseorganisationen Økologisk Landsforening. Det oplyser de i en pressemeddelelse.

Dermed bliver det samtidig et farvel til Christiansborg for Rasmus Prehn, der nåede at sidde på posten som fiskeriminister fra 2020 til 2022, hvor han blev efterfulgt at den nuværende fiskeriminister Jacob Jensen (V).

Det var blandt andet i den periode, hvor kameraovervågningen på fiskekutterne i Kattegat blev indført, ligesom det også var her, at Fiskerikomissionen blev sat i værk.

"Jeg er kisteglad, meget stolt og kan ikke vente med at komme i gang! At være administrerede direktør for en af verdens absolut stærkeste økologiske foreninger er ikke alene et drømmejob, men også lidt af en livsmission for mig. At arbejde for økologi er at arbejde for bæredygtighed, dyrevelfærd, miljø, biodiversitet, klima og sundhed på én og samme tid. Vi har kun én planet og et liv, og økologien er for mig at se den naturlige nøgle til en klog og bæredygtig omstilling af jorden og et vigtigt skridt i retning af et langt sundere liv," skriver Rasmus Prehn selv i en kommentar på det sociale medie Facebook.

51-årige Rasmus Prehn er uddannet kandidat i samfundsfag og sociologi fra Aalborg Universitet, og den tidligere minister har siddet i Folketinget for Socialdemokratiet siden 2005.

Powered by Labrador CMS