Kæmpe køle- og frysehus skal styrke nordatlantisk forsyningskæde

Islandske Eimskip vil inden længe kunne håndtere et bredere sortiment af fødevarer sikkert og effektivt. Rederiet har nemlig sat gang i opførelsen af 4400 kvadratmeter køle- og fryseopbevaring på havnen i Aarhus.
Det er ikke fiskeri, man normalt kæder sammen med Danmarks største erhvervshavn i Aarhus, men faktisk spiller den østjyske havn en stor rolle i forsyningskæden til og fra Nordatlanten, hvor blandt andet fisk er af afgørende betydning.
Derfor er der glæde at spore, efter det islandske rederi Eimskip, som især sejler til og fra Island, Grønland og Færøerne, har sat gang i opførelsen af et kølehus og et frysehus på hver 2200 kvadratmeter på havneområdet i Østjylland. Det oplyser Aarhus Havn i en pressemeddelelse.
"Når den nye, moderne frostopbevaring står klar, vil vi kunne håndtere et bredere sortiment af fødevarer sikkert og effektivt. Med beliggenheden her på Danmarks største erhvervshavn kan vi sikre en stærk forsyningskæde mellem Nordatlanten, Danmark og resten af verden," lyder det fra Managing Director hos Eimskip Denmark, Thomas Breth Clausen.
En vigtig livsnerve
Eimskip, der samsejler med Royal Arctic Line, er en vigtig livsnerve for Nordatlanten, der har et stort behov for både at kunne importere og eksportere effektivt.
Det nye køle- og frysehus skal ligge nær containerterminalen i et havnebassin, der er blevet fyldt op for at skabe de nødvendige kvadratmeter.
"Én af vores vigtigste opgaver er at skabe forbindelser til verden og sikre forsyningen. Derfor glæder det mig, at vores gode samarbejdspartnere hos Eimskip vælger at investere i vores havn, så vi sammen kan holde forsyningskæden stærk mellem Danmark, Nordatlanten og resten af verden," siger CEO hos Aarhus Havn, Thomas Haber Borch.
Når byggeriet efter planen er færdigt i foråret 2026, og den nye bygning står klar, forventer Eimskip Denmark, at der vil følge nye arbejdspladser med. Dem vil der dog også være plads til, da bygningen ligeledes vil rumme personalefaciliteter som kantine og eget køkken.