Deltagere søges til forsøgsfiskeri efter stenbider

Der søges lige nu deltagere til forsøgsfiskeri efter stenbider i Nordsøen/Skagerrak og Kattegat/Bælthavet.
Læs også:
-
Fartøjer søges til at deltage i forsøgsfiskeri efter tobis i 2025
-
Deltagere søges til forsøgsfiskeri efter fjæsing i Kattegat
-
Erhvervsfartøjer søges til forsøgsfiskeri efter hundestejler i Østersøen
-
Nu søges deltagere til forsøgsfiskeri med frit redskabsvalg og elektronisk monitering
-
Fiskefartøj søges til at deltage i brisling akustiktogt
Erhvervsfiskere og bierhvervsfiskere kan nu søge om at deltage i forsøgsfiskeri efter stenbider. Fiskeriet forventes påbegyndt snarest muligt men senest med start fra 1. marts 2025 og to måneder frem.
Formålet med forsøgsfiskeriet er at understøtte indsamlingen af data til DTU Aqua med henblik på bestandsvurdering af stenbider i Danmark. Der er tale om et mærkningsforsøg, men der vil være mulighed for at lande og omsætte rogn fra en mindre mængde fisk som samtidig bidrager til DTU’s undersøgelser.
Forsøgsfiskeriet gennemføres med fartøjernes egne redskaber, og er for fartøjer der fisker med sættegarn eller bundgarn. Den samlede mængde af stenbider der må landes i forbindelse med forsøgsfiskeriet er fastsat af Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri. Mængden vil blive fordelt lige mellem deltagerne på baggrund af det område de ansøger i.
Der søges 4 sættegarnsfiskere og 4 bundgarnsfiskere fordelt lige mellem de 2 undersøgelsesområder Nordsøen/Skagerrak og Kattegat/Bælthavet. Ansøgere skal leve op til en række krav for at komme i betragtning til forsøgsfiskeriet, jf. nedenfor.
Formål med forsøgsfiskeriet
Projektet er et samarbejde mellem DFPO og DTU Aqua. Hovedformålet er at opnå et bedre datagrundlag til bestandsvurdering og forvaltning af arten.
For at muliggøre dette er hovedfokuspunkterne med forsøgsfiskeriet følgende:
- Forbedring af den tilgængelige biologiske information om bestandene.
- Udvikling af en pålidelig CPUE-tidsserie (fangst pr. enhed indsats).
- Udvikling af en omregningsfaktor fra rogn til hel fisk.
Krav til fartøjer omfattet af forsøgsfiskeriet
Fartøjerne skal anvende egne redskaber og fiske som vanligt. Mærkning og prøvetagning skal foretages i henhold til Landbrugs- og Fiskeristyrelsens tilladelser og DTU’s protokol. Der vil være mulighed for at omsætte rogn fra stenbider indenfor den afsatte forsøgskvote.
Der er i forbindelse med projektet fastsat en samlet forsøgskvote af helfisk der kan landes og omsættes. Projektet kan lande en total fangst på 664 kg helfisk for Nordsø-Skagerrak og en total fangst på 394 kg helfisk for Kattegat-Bælthavet. Hvis der ikke er ansøgere der opfylder krav i alle farvande, kan mængderne fordeles, så de optimerer prøveindsamlingen indenfor et afgrænset område. Rammerne for fangstmængden begrænser antallet af fiskere og dermed udbredelse af prøvetagningen. Derfor kan antallet af fiskere og farvand evalueres, så det passer bedst muligt med dataindsamlingen.
Fangsten skal landes efter aftale med DTU Aqua, da hele fangsten inden for forsøgskvoten skal anvendes til prøvetagning. Prøvetagningen følger en protokol udspecificeret af DTU Aqua. Eventuelle fisk der fanges udenfor forsøgskvoten skal mærkes og genudsættes. I tilfælde af landing med ønske om omsætning af rogn, kan DTU Aqua pålægge fiskeren at varetage de nødvendige målinger af længde og vægt, inden resterne (kroppen) overdrages til DTU Aqua til videre analyser.
Forsøgskvoten vil blive fordelt på deltagere i forsøgsfiskeriet, så det understøtter protokol og DTU’s formål med prøveindsamlingen. Ved opbrugt andel af tildelt forsøgskvote kan man blive anmodet om at fortsætte fiskeriet med mærkning og genudsættelse af fangsten. Det forventes, at fartøjer deltager i hele perioden for forsøgsfiskeriet, dvs. senest med start fra 1. marts 2025 og to måneder frem. Prøvetagning og mærkning vil foregå efter protokol fra DTU Aqua, og kan udføres af observatører om bord, eller fiskeren selv.
På Fiskeristyrelsens hjemmeside kan du læse mere om både ansøgning om deltagelse i projektet.