Erhvervsfartøjer søges til forsøgsfiskeri efter hundestejler i Østersøen

Fiskeristyrelsen leder lige nu efter mindre erhvervsfartøjer til at deltage i forsøgsfiskeri efter hundestejler i Østersøen.

Offentliggjort

Nu er der mulighed for mindre erhvervsfartøjer at byde ind på et forsøgsfiskeri efter hundestejler i Østersøen med start i midten af 1. kvartal 2025.

Forsøgsfiskeriet gennemføres med fartøjernes egne redskaber (forventeligt tobisredskaber) og på enkelte ture med monteret Excluder.

Forsøgsfiskeriet sigter hovedsageligt mod fartøjer, der vil fiske som par-trawlere, men også mindre lokale fartøjer.

Der kan deltage op til 6 fartøjer i projektet, og hvert fartøj kan søge om deltagelse i op til 25 dage. De endelige antal fiskedage og tidspunktet for disse aftales med hvert deltagende fartøj.

En mindre bifangst af sild/brisling er sandsynlig under dette fiskeri, så for at muliggøre deltagelse i forsøgsfiskeriet for alle, uanset kvoteandele, vil der blive tildelt en mindre mængde sild/brisling pr. gennemført forsøgsfiskeridag i forsøgsfiskeriområdet i østlig Østersø, svarede til værdien af fartøjets gennemsnitlige brændstofforbrug pr. fiskedøgn til dækning af bifangst. Overskydende bifangst kan fiskes i målrettet fiskeri efter landing af hundestejle.

Mulighed for at byde ind på et forsøgsfiskeri efter hundestejle til gennemførelse i 2025.

DFPO, DPPO, MID, 999, FFSkagen og DTU Aqua vil under det EHFAF finansierede STICKMAN projekt afsøge mulighederne for at etablere et rentabelt, bæredygtigt og klimavenligt fiskeri efter hundestejler med minimal bifangst af andre arter i Østersøen. Der søges derfor fartøjer til et løbende forsøgsfiskeri i 2025, med start fra midten af 1. kvartal i 2025. Hundestejle er ukvoteret og afskrives under forsøgsfiskeriet som målart. Bifangst af sild og brisling afskrives på egen, købt eller tildelt årsmængde.

For at udvikle et fiskeri med lavt udslip af klimagasser vil mindre lokale fartøjer og/eller fartøjer som deltager med partrawl, blive prioriteret. De deltagende fartøjer skal fiske med egne redskaber godkendt af projektet, f.eks. fartøjets tobisredskaber. Der kan på udvalgte fartøjer og ture blive monteret en Excluder til minimering af bifangst.

Formål

Formålet med dette projekt er at afsøge mulighederne for et klimavenligt og økonomisk/økologisk bæredygtigt fiskeri efter hundestejle i Østersøen. Der forventes at blive anvendt redskaber svarende til hvad der anvendes til tobisfiskeri, og der udvikles under projektet en Excluder til at minimere bifangst af andre arter. Nærværende forsøgsfiskeri indgår som en del af projektet STICKMAN, hvor det skal bidrage med systematisk indsamlet information fra praktisk fiskeri på hundestejle i Østersøen. For at dette skal kunne lade sig gøre skal følgende punkter undersøges:

Hundestejlens udbredelse og biologi sammen med andre fiskeriarter

Fiskeridrevet monitering af forekomster og co-sampling* af fangstsammensætning, og/eller uønsket bifangst.

Mulighed for pelagisk småmasket fiskeri efter hundestejle med minimal bifangst af brisling og sild

Fiskeri

Fartøjerne skal anvende egne redskaber og får ingen egentlig kompensation for deltagelse, da det forventes at de deltagende fartøjer har en reel interesse i at være med til at udvikle et hundestejlefiskeri i Østersøen.

Hundestejle er en langsomt svømmende fisk, som danner stimer højt i vandmassen. Projektet søger derfor fartøjer som ved partrawl eller andre metoder til at kontrollere langsomt trukne fangstredskaber vil deltage i fiskeriforsøgene efter hundestejle.

De deltagende fartøjer vil selv kunne planlægge fiskeriet i den østlige Østersø (underområde 25-32) indenfor tilladte fiskeriområder, der vil være et maksimum på bifangst pr. dag svarende til den tildelte mængde pr. dag. Der er i forbindelse med STICKMAN projektet ansøgt om en total mængde på 2000 tons hundestejle for området (alle fartøjer og lande), hvilket vil give en max mængde på 330 tons pr. fartøj. Dette er dog et estimat med forbehold for begrænsninger, da der vil blive lavet en evaluering af fiskeriet efter landing af totalt 1500 tons.

På Fiskeristyrelsen hjemmeside her kan du læse mere om bifangst & forsøgskvote tildeling, krav til fartøjer samt hvorledes der kan ansøges.

Powered by Labrador CMS