Sommerhistorier på FiskerBladet:

Hollandske Hendrik sparer 80 procent CO2

Hendrik Kramer er sjette generations fisker og skipper på trawleren Metanoia.

Det er ikke økonomisk gevinst, men noget meget større, der er drivkraften hos den unge fisker Hendrik Kramer fra Holland – troen på grønne alternativer, vilje af stål og en elmotor.

Offentliggjort

Sommerhistorier på FiskerBladet

Henover sommeren tager vi et tilbageblik på de bedste historier fra FiskerBladet henover årets første seks måneder.

Denne artikel blev bragt i magasinet FiskerBladet i april 2024.

Det lå ikke blot i kortene, men var også en drengedrøm for Hendrik Kramer fra Urk i Holland at gå i sin families fodspor og blive fisker. I dag er han sjette generations fisker og skipper på trawleren Metanoia.

Hendrik Kramer lander nogle gange om året sine fisk i Danmark, men modsat andre skibe foregår det mere eller mindre lydløst, når Metanoia lægger til. Skibet drives nemlig af en elektrisk motor, der får strøm fra en dieselgenerator.

Det betyder, at den unge skipper har reduceret sit CO2-aftryk med 80 procent i forhold til den trawler, som hans far fiskede med. Et aktivt valg om at finde nye løsninger og en lang rejse, der både har sin pris, men også nogle meget store gevinster, har ført ham hertil.

“Min far forlod branchen, fordi det ikke var holdbart i længden med det enorme brændstofforbrug, som de hollandske beamere har. Han var meget ked af det store CO2-aftryk, fiskeriet efterlod, og forretningsmodellen var ikke langtidsholdbar. Jeg havde været med på min fars båd et år, da han valgte at sælge den, så der så jeg min fremtid visne for øjnene af mig,” fortæller Hendrik Kramer.

Han prøvede derfor kræfter med offshore, men det var slet ikke ham. Han stod stadig med det ene ben i fiskeriet, og i takt med en stigende interesse og passion for bæredygtighed og et samarbejde med et slow food projekt for unge i Holland, spirede ideen om en alternativ løsning til fiskeriet.

“Jeg fik øjnene mere og mere op for problemerne og den manglende grønne omstilling samt forbrugernes øgede efterspørgsel om bæredygtighed. Det kunne ikke være rigtigt, at løsningen skulle være at stoppe med at spise fisk, så dér besluttede jeg mig for at gøre noget helt anderledes og finde en bæredygtig løsning.”

Naturen og havet skal ikke mærke, at vi er der

Et mål om at skabe en ny model og reducere CO2-aftrykket med 80 procent blev sat sammen med en gruppe andre fiskere, og planen faldt i god jord hos regeringen på trods af et nej til finansiering. De blev derimod opfordret til at lave en plan for, hvordan en løsning kunne se ud, og det resulterede i et helt nyt design; en bådtype der kunne sejle på 75 liter brændstof i timen mod tidligere 250 liter.

Med finansiering fra EU og banken blev resultatet en helt ny båd for Hendrik Kramer og hans makker i 2015. Siden er det blevet til to mere af slagsen, og han er nu selv skipper på båden Metanoia.

Metanoia er indrettet til at efterlade så lille et CO2-aftryk som muligt.

“Det er et meget aktivt valg og ønske om at beskytte vores natur, så havet ikke bliver mærket af vores tilstedeværelse. Det er ikke nogen hemmelighed, at man mister hestekræfter og fanger færre fisk, når man beskærer sit CO2-aftryk med 80 procent. Man skal hverken gøre det her for pengenes skyld eller for at fange flere fisk, for det er der ingen fidus i,” siger Hendrik Kramer.

Han tror dog på, at forretningsmodellen kan optimeres i de kommende år, men peger på ting, der for ham er langt vigtigere at fokusere på. Det gælder blandt andet emner som bifangst og selektivitet.

Ser vindmølleparker som trusler

Som Hendrik Kramer ser det, er de store vindmølleparker en af de største trusler mod fiskeriet, men han er heller ikke her bleg for at arbejde på nye løsninger.

“Hvis vi kan finde måder at fiske på med mindre udstyrspakker imellem vindmølleparkerne, så tror jeg, der kan være en vej,” fortæller han og understreger, at han dog er skeptisk på samme måde, som han hører det fra danske kollegaer.

Hans mål og drøm som fisker er at skabe en slags omvendt model baseret på en helt specifik efterspørgsel.

“Jeg vil gerne vide, før jeg sejler ud, hvem jeg skal fiske til, og hvor meget jeg skal have med hjem til dem. Jeg er overbevist om, at forbindelsen mellem forbruger og kilden til fødevaren bliver et vigtigt element i fremtiden og en af nøglerne til at gøre hele fødevarebranchen bæredygtig,” siger han.

Powered by Labrador CMS