Muligt EU-direktiv får ikke dansk sildeproducent til at slå ESG-bremsen i

Selvom EU er på vej med et forslag, der skal forenkle kravene om bæredygtighedsrapportering, så har sildeproducenten Tenax Sild ikke tænkt sig at bremse op i arbejdet med ESG.

Offentliggjort

Arbejdet med bæredygtighed i de europæiske virksomheder - også kendt som ESG - kan være på vej til at blive ændret. EU-Kommissionen er nemlig på vej med et såkaldt 'Omnibus-initiativ', der har til formål at forenkle en del af de krav om bæredygtighedsrapportering, som virksomhederne hidtil har skullet forholde sig til.

Hvor der tidligere har været en markant administrativ byrde forbundet med ESG, så står det nye Omnibus-forslag til at gøre, at færre virksomheder bliver omfattet af bæredygtighedsrapportering (CSRD) ligesom kravene til leverandøransvar lempes, og implementeringen udskydes med to år.

Forslaget er dog endnu ikke endeligt vedtaget, men selvom det er lige på trapperne, så får det dog ikke den fynske sildeproducent Tenax Sild til at bremse op, når det gælder arbejdet med ESG. Det oplyser Nyborg-virksomheden til Erhvervshus Fyn.

Tenax Sild har tværtimod planer om at sætte fuld fart på dokumentation, efter at de netop fået tilsagn om støtte fra erhvervshusenes ESG-pulje til at arbejde frem mod en mere praksisnær strukturering af rapporteringsarbejdet og til at påbegynde LCA’er for deres vigtigste produkter.

"Vi er endnu ikke underlagt formelle rapporteringskrav, men jeg har på ingen måder en opfattelse af, at krav og forventninger til at kunne dokumentere vores performance i forhold til bæredygtighed vil blive mindre de kommende år. For det første har vi jo kunder, som fortsat skal rapportere efter CSRD-modellen, men vigtigst af alt, så bliver det forventningsmæssige pres fra forbrugerne om, at en virksomhed som vores gør noget på den her dagsorden, kun mere og mere udtalt for hver dag, der går," lyder det fra direktør i Tenax Sild, Michael Møller Jensen.

Omnibus er ifølge direktøren blot med til at minimere risikoen for, at ESG-rapportering kommer til at skille sig ud som sin egen lille virkelighed uden for virkeligheden.

"Nu er der bedre mulighed for, at vi som virksomheder får den nødvendige tid til at få forankret arbejdet med ESG centralt og sikre os, at det faktisk får indflydelse på vores dagligdag," siger han.

Powered by Labrador CMS