Nye EU-regler om søpakkede landinger truer

Jesper Kongsted svinger hammeren på fiskeauktionen.

Nye EU-regler om søpakkede landinger stod til at skulle træde i kraft fra 1. januar 2025, men er indtil videre blevet udsat. Auktionsmesteren hos landets største fiskeauktion frygter dog, at de kommer i løbet af foråret.

Offentliggjort

Året startede med mørke skyer over dansk fiskeri i form af en CO2-afgift, der tvang særligt udenlandske fiskere væk fra de danske havne. Til al held er afgiften i første omgang blevet neutraliseret, men nu truer endnu en politisk bombe med at ramme fiskeriet; en lov, der har været længe undervejs.

I 2023 kom begrebet ‘søpakkede landinger’ nemlig for alvor på bordet i EU, og fra hovedkontoret i Bruxelles barsles der med nye regler på området. Hvor man i dag pakker og vejer fisken på mange af de store trawlere, så skal man - hvis det står til EU - fremadrettet kontrolveje fisken, når den kommer på land.

Men det er en praksis, som auktionsmester og ejer af Hanstholm Fiskeauktion, Jesper Kongsted, er stor modstander af. Hvis reglerne vedtages, vil det nemlig betyde en markant mængde ekstraarbejde for Hanstholm Fiskeauktion, da det er dem, der skal stå for kontrolvejningerne sammen med fiskeristyrelsen.

De nye regler om søpakkede landinger stod egentligt til at skulle træde i kraft fra 1. januar 2025, men takket været en række indsigelse er regelændringen foreløbigt blevet udsat.

"Det udspil der er kommet fra EU, det er sandt at sige noget hø, hvis du spørger mig. Det er uhørt så mange vejninger, vi skal lave på hvert eneste skib, hvor der er lagt op til, at vi skal kontrolveje alle arter på skibene. Lige nu arbejder fiskeristyrelsen med EU omkring forslaget, så indtil videre er den sendt til hjørne, men min frygt er da, at de nye regler kommer i løbet af foråret 2025,” siger auktionsmesteren.

Markante konsekvenser for fiskerne

Hvis reglerne om søpakkede landinger bliver til realitet, så bliver der endnu flere vejninger at forholde sig til for Jesper Kongsted i 2025. Desuden kan de nye regler få store konsekvenser for fiskerne, hvis de skulle komme til at veje forkert på ganske få kasser.

“Alle arter skal kontrolvejes, så det i sig selv bliver jo en stor opgave for os på auktionen. For fiskerne kan det også få store konsekvenser, fordi har en fisker over ti kasser vejet forkert, så kan hans licens til at søveje blive taget fra ham i seks måneder. Derudover skal der også være en fra fiskeristyrelsen til stede, når vi skal kontrolveje, hvilket så bliver endnu en merudgift til fiskerne, som kun kan sende regningen et sted hen, nemlig til sig selv,” lyder det frustreret fra Jesper Kongsted, inden han sender endnu en bredside afsted mod de foreslåede regler:

“Hvordan tror du fisken ser ud, når vi har kontrolvejet? Den er da ikke nær så flot, som da vi tog den op af kassen. Så vi risikerer også en kvalitetsforringelse, hvilket også får betydning for prisen. Jeg har en fornemmelse af, at man vil os til livs, og det er godt på vej til at ske - desværre!”.

Powered by Labrador CMS