Minister fortsætter indsatsen for at begrænse fiskeri med bomtrawl

De endelige resultater fra Jammerbugtprojektet, udført af DTU Aqua og Aalborg Universitet, bekræfter, at fiskeri med tunge bomtrawl har en meget kraftig påvirkning af havbunden.
Læs også:
-
Havnatur i Jammerbugten lider under fiskeri med bomtrawl
-
Regeringen vil forbyde fiskeri med bomtrawl fra danske skibe
-
Fiskerfartøj søges til at deltage i forsøgsfiskeri med bomtrawl
-
16 millioner på vej til miljøundersøgelser af havbunden i Jammerbugt
-
Nu skal bomtrawlfiskeri forbydes i Nordsøen og Skagerrak
Der har længe været fokus på konsekvenserne af fiskeriet med tunge bomtrawl i de danske farvande, og resultaterne fra det såkaldte Jammerbugtprojekt, der har til formål at påvise bundslæbende redskabers påvirkning på havmiljøet, er nu klar. Det oplyser ministeriet for fødevarer, landbrug og fiskeri i en pressemeddelelse.
Resultaterne viser, at den fysiske påvirkning fra de tunge bomtrawl er meget kraftig, både af havbundens større fysiske strukturer såsom sten, grovere sedimenter som småsten, grus og sand samt finere sedimenter som fint sand og sandblandet mudder. Samtidig er der observeret tydelige spor efter de tunge bomtrawlere, som indikerer en tydelig påvirkning af havbunden.
"Jammerbugtprojektets endelige resultater giver solid dokumentation for, at fiskeri med de tunge bomtrawl påvirker havbunden meget kraftigt. Jeg har tidligere gjort det klart, at fiskeri med de tunge bomtrawl skal være forbudt for danske fiskefartøjer, hvilket netop nu er en del af de igangværende fiskeriforhandlinger," lyder det fra fiskeriminister Jacob Jensen (V).
"Men et forbud mod de tunge bomtrawl for andre landes fartøjer skal ske i EU. Derfor vil jeg tage projektet fra Jammerbugten under armen og med til EU som solidt grundlag for at fortsætte arbejdet for en europæisk løsning, som understøtter en bæredygtig forvaltning af vores fiskeressourcer og havmiljø. Fokus vil i første omgang være på at få udfaset fiskeriet med de tunge bomtrawl i Skagerrak," siger han.
Indsatsen mod tunge bomtrawl er del af regeringens udspil til de igangværende forhandlinger om fremtidens fiskeri. Udspillet indeholder et forbud mod anvendelse af tunge bomtrawl for danske fartøjer, og at der vil blive arbejdet for at få indført et EU-forbud mod anvendelse af tunge bomtrawl i EU-farvande – i første omgang i Skagerrak.