Mere bæredygtighed og landstrøm på Skagen Havn

Danmarks nordligste erhvervshavn vil investere 75 millioner kroner i et nyt landstrømsanlæg og et nyt strømkabel til krydstogtskibe.

Skagen Havn er klar til at tage et stort skridt i den bæredygtige retning. Over de kommende år vil Danmarks største fiskerihavn nemlig investere 75 millioner kroner i et nyt landstrømsanlæg og et nyt strømkabel til krydstogtskibe. Det oplyser Skagen Havn i en pressemeddelelse.

Mens havnen allerede har mulighed for at tilkoble pelagiske trawlere til landstrøm, når de gæster Skagen, så får krydstogtskibe nu altså også muligheden for at slukke for deres egen dieselgenerator og i stedet koble sig på den grønne strøm, når de lægger til kaj. Det medfører, at udledningen af CO2 og andre partikler fra motoren helt forsvinder, og det samme gør støjen fra skibet.

Men der investeres også i andre landstrømsanlæg med en samlet investering på 20 millioner kroner, hvortil der er skaffet EU tilskud på 10 millioner kroner.

"Vi kommer til at have landstrømsanlæg til de pelagiske fartøjer, krydstogtskibene og til to mobile landstrømscontainere, som kan bruges af mange forskellige skibstyper," lyder det fra administrerende direktør på Skagen Havn, Willy B. Hansen.

Tredje danske havn med landstrøm til krydstogt

For at sikre sig, at der altid er strøm nok i Skagen, har havnen aftalt med Nord Energi Net, at der etableres et nyt kabel, som er planlagt til at lægges fra Frederikshavn til Skagen.

Planen er, at de mindre af de nye anlæg kan sættes i drift i 2025 og anlægget til krydstogt kan gå i test i efteråret 2027 og være klar til sæsonstart for krydstogtanløb i 2028.

Århus Havn er den eneste havn, der har landstrømsanlæg til krydstogt. København er på vej her i 2025, og Skagen Havn bliver således den 3. havn i Danmark, der kan tilbyde skibene den grønne strømløsning.

"Vi ved, bæredygtighed bliver et større og vigtigere konkurrenceparameter for krydstogtrederierne, fordi deres kunder efterspørger bæredygtige løsninger. Derfor har vi nu en opgave i at kommunikere til rederierne om landstrømmen, og dermed skabe endnu mere attraktive forhold for rederierne når de anløber Skagen Havn," siger Willy B. Hansen.

Millioninvesteringen er i fuld overensstemmelsen med Skagen Havns strategi for bæredygtighed, der har fokus på tre områder bæredygtig infrastruktur, bæredygtig udvikling og byen og havnen.

Powered by Labrador CMS