Ny mand i bestyrelsen hos Danske Havne

Lars Nordahl, CEO på Rønne Havn A/S, indtræder i bestyrelsen for Danske Havne.

Brancheorganisationen for Danmarks erhvervshavne har fået et nyt ansigt i form af Rønne Havns administrerende direktør, Lars Nordahl.

Brancheorganisationen Danske Havne, der arbejder for at fremhæve erhvervshavnenes betydning for grøn omstilling, lokal udvikling og økonomisk vækst har fået en ny mand i bestyrelsen. Det oplyser organisationen i en pressemeddelelse.

Ny mand i organisationens ledende organ er Lars Nordahl, der til dagligt er administrerende direktør for Rønne Havn A/S på Bornholm, der takket været sin beliggenhed i Østersøen fungerer som en vigtig del af infrastrukturen mellem Bornholm, resten af Danmark og udlandet.

"Rønne Havn er en nøgleaktør inden for den danske havnesektor og et forbillede, når det gælder grøn omstilling og udvikling af havnesektoren i Østersøen. Gennem sit arbejde som CEO for Rønne Havn har Lars formået at gøre havnen til en vital del af Bornholms økonomi og infrastruktur. Dermed er havnen ikke kun blevet en vigtig faktor for forsyningssikkerheden på Bornholm, men også en vækstmotor for øens mange virksomheder. Vi er meget glade for at byde Lars Nordahl velkommen i bestyrelsen for Danske Havne, og vi ser frem til at drage nytte af hans erfaring og visioner i arbejdet med at udvikle og styrke de danske erhvervshavne," lyder det fra administrerende direktør i Danske Havne, Tine Kirk.

Rønne Havn A/S har de seneste år yderligere konsolideret sin position som Bornholms centrale forsyningshavn, ligesom havnen fungerer som udskibningshavn for vindmøller og et knudepunkt for krydstogtturismen i Østersøen.

Powered by Labrador CMS