Skibsbrand koster en person livet på dansk fiskerihavn

Der udbrød torsdag aften brand i maskinrummet på fragtskibet Glyvursnes, mens det lå til ved havnen i Hirtshals.

Et besætningsmedlem har mistet livet mens et andet er kommet svært tilskade, efter der torsdag aften udbrød brand ombord på et fragtskib i Hirtshals Havn.

En brand i motorrummet på Smyril Lines færøsk-flagede fragtskib Glyvursnes kostede torsdag aften en person livet. Det bekræfter Nordjyllands Politi overfor TV2 Nord.

Manden befandt sig sammen med to øvrige besætningsmedlemmer i motorrummet, da der kort efter klokken 22 udbrød brand. Den ene af de to øvrige søfolk er kommet svært tilskade i forbindelse med ulykken, mens den tredje sømand blev røgforgiftet, men er i stabil tilstand.

Årsagen til branden ombord på det 25 år gamle fragtskib, der hurtigt blev slukket, er endnu ukendt, men Nordjyllands Politi oplyser på det sociale medie X, at man fredag har sat gang i brandtekniske undersøgelser, ligesom også Arbejdstilsynet ser nærmere på ulykken.

Powered by Labrador CMS