Vestjysk skibsværft sikrer sig stor nybygningsordre

Hvide Sande Shipyard har sikret sig nybygningsordre nummer 160 på et hummerfiskerifartøj til Canada.
Hvide Sande Shipyard har noteret endnu en nybygning i ordrebogen. Det vestjyske skibsværft skal nemlig bygge et 40,9 meter langt, topmoderne hummerfiskerifartøj til Nordamerikas største producent af skaldyr, Clearwater Seafoods LP fra Canada. Det oplyser værftet i et opslag på det sociale medie LinkedIn.
Fartøjet, der er designed af norske Skipsteknisk AS, skal operere i Nordatlanten, hvorfor sikkerhed, effektivitet og bæredygtighed står højt på dagsordenen.
Nybygningen, der er nummer 160 hos Hvide Sande Shipyard, skal efter planen leveres til Clearwater Seafoods LP i 2027.