Historisk fyrskib sendt hjem efter et år på værft i Vestjylland

Sådan så det ud da fyrskibet "GEDSER REV" forlod Helsingør på slæb mod renovering i Hvide Sande.

Det historiske Fyrskib nr. XVII Gedser Rev er efter længerevarende værftsophold i Hvide Sande nu på vej retur til havnen i Helsingør.

I godt et år har Hvide Sande Shipyard haft fornemt besøg af det historiske fyrskib med det mundrette navn 'Fyrskib nr. XVII Gedser Rev', men i weekenden var tiden kommet til at sende det gamle fartøj retur ovenpå det længerevarende værftsophold i Vestjylland.

Søndag begyndte hjemrejsen mod Helsingør med hjælp fra en slæbebåd, der over de kommende dage skal bugsere fyrskibet fra Hvide Sande via Skagen, inden det gamle fartøj, der er bygget i 1895, forventes at ankomme til Nordsjælland på onsdag.

Fyrskibet er under sit ophold på Hvide Sande Shipyard primært blevet restaureret under dæk i agterskibet og af spanter samt inderklædning.

"Man er altid lidt spændt, når man sender et ældre træskib på værft. Det et er heldigvis gået godt takket være et tillidsfuldt samarbejde mellem statslige, kommunale, private og frivillige aktører, der har haft et fælles mål og ønske om at bevare og formidle den maritime kulturarv," lyder det i en pressemeddelelse fra direktør for M/S Museet for Søfart, Anni Mogensen.

Fra DDR via Nyhavn til Helsingør

Fyrskibet ligger til dagligt i Helsingør ved M/S Museet for Søfart, hvor der sædvanligvis er offentlig adgang i sommerhalvåret, men før det var Gedser Rev i mange år et fast vartegn i Nyhavn, hvor skibet lå efter det havde aftjent sin værnepligt under den kolde krig.

Gedser Rev var således redningsplanke for flygtninge fra DDR, der i begyndelsen af 1960’erne sejlede ud til skibet i hjemmebyggede kajakker eller både i håb om at blive reddet i land til et liv i frihed i vest.

Fyrskib nr. XVII Gedser Rev ejes i dag af Nationalmuseet, men er langtidsudlånt til Helsingør Kommune.

Powered by Labrador CMS