Kommuner med kraftig kritik af ny CO2-afgift til fiskeriet
I et åbent brev til fiskeriministeren appellerer seks nordjyske kommuner nu til at udskyde den CO2-afgift, som Danmark står til at indføre fra 1. januar 2025.
"Vi kan ikke stiltiende se til, at fiskerierhvervet tvinges i knæ med en tilsyneladende unuanceret CO2-afgift pr. 1. januar 2025."
Sådan lyder budskabet i et åbent brev fra Nordjysk Fiskerikommune Netværk til ministeren for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Jacob Jensen (V).
Netværket, der dækker de seks nordjyske kommuner Hjørring, Frederikshavn, Thisted, Læsø, Morsø og Jammerbugt og er underskrevet borgmestre og en enkelt viceborgmester, retter således en skarp kritik af den CO2-afgift, som Danmark - som det eneste land i EU - planlægger at indføre for de danske fiskere med virkning fra årsskiftet.
Afgiften, der har til formål at sætte skub i den grønne omstilling af fiskeriet, bør dog indfases i et tempo, som står mål med de teknologiske muligheder, der er til stede, lyder det.
"Vi er ganske enkelt nødt til at indfase afgiften i et tempo, som står mål med tilgængelighed og lønsomhed ved andre relevante drivmidler – om det så måtte være biobrændstof, batteriteknologi eller andet. Teknologien er ikke p.t. tilpasset, og i praksis vil vi med en særskilt dansk CO2-afgift presse fiskeriet i 2 mulige retninger – enten lukker en del af erhvervet ned, eller også flyttes en del af fiskeriet til udenlandske havne," skriver de nordjyske kommuner.
Danmark bør ikke gå enegang
I stedet for at Danmark går enegang og indfører CO2-afgiften fra 1. januar, appellerer de seks nordjyske kommuner i stedet til, at regeringen indfaser en afgift i samarbejde med alle øvrige EU-lande.
"Vi må på det skarpeste appellere til, at eksempelvis en CO2-afgift ikke indføres af Danmark alene – det må være en sag for hele EU. Vi kan ikke på den ene side have et fiskerierhverv, som er gennemreguleret i EU for blandt andet at tilsigte lige og fair konkurrencevilkår, og så samtidig indfase en afgift kun for dansk fiskeri, som vil gøre præcis det modsatte – at efterlade vores erhverv i en total ulige konkurrence," lyder det i brevet, hvor heller ikke fiskeriministerens planer om at ville kompensere fiskerne gennem de første 5 år af afgiftsperioden får mange positive ord med på vejen.
"...når vi samtidig har grund til at tro, at der end ikke er styr på denne kompensationsordning, blandt andet af skattetekniske årsager, ja så er vi på ingen måde trygge ved den kommende ordnings introduktion i al hast," lyder det fra de kommunale politikere.